Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/10/2021 - 07:30

Sovsekongen Umut: Derfor blev jeg fascineret af dansk flæsk

Umut Sakarya er først stødt på dansk mad og kultur sent i sit liv, og netop derfor mener kendiskokken, at han er den rette til oplære andre nybegyndere.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Han er kendt som manden, der poserer i et badekar fyldt med brun sovs og laver bøfsandwich i et bådkøkken til Lars Løkke og resten af holdet på "Over Atlanten".

Umut Sakarya er indehaver af både Guldkroen og Guldgrillen. Og nu er han aktuel med kogebogen "Guldskeen".

Her vil han tage alle, der har lyst til at kaste sig ud i dansk mad, i hånden. Også alle dem, der har aldrig har prøvet det før. For han er nemlig heller ikke selv vokset op med dansk mad.

- Jeg kom først til Danmark som 12-årig. Og der havde jeg ikke set min mor i lang tid, fortæller kendiskokken Umut Sakarya.

Hans bedsteforældre kom til Danmark som gæstearbejdere fra Tyrkiet og flyttede til Odense-forstaden Sanderum. Og da Umut Sakaryas forældre blev skilt, besluttede hans mor også at forlade Tyrkiet til fordel for Fyn.

Der gik dog to år, før Umut Sakarya og resten af familien også kunne følge med. Og det var her, den tyrkiskfødte knægt for første gang begyndte at stifte bekendtskab med frikadeller og farsbrød.

- Dansk mad har en anden betydning for mig, for da jeg var barn og kom til Danmark, havde jeg ikke set min mor i mange år, og den introduktion, jeg fik til Danmark og dansk mad, er kun forbundet med gode minder for mig.

- Det var vores nabo, der første gang kom med tarteletter til os. Og min mor begyndte at lave flødekartofler, fortæller 31-årige Umut Sakarya.

Det var nu ikke, fordi der var en overflod af brun sovs eller hakkebøffer i Umuts barndomshjem.

Og første gang han prøvede at smage stegt flæsk, blev det lavet af en fransk køkkenchef.

- Så jeg har nok fået det lavet lidt bedre end andre. Så jeg blev fascineret og tænkte, hvor er det godt det her, husker han.

- Jeg tror, at grunden til, at jeg er vild med dansk mad, er, fordi jeg blev introduceret til det på en restaurant og ikke hjemme hos min mor eller mormor, der havde for travlt. Det var ikke en kedelig frikadelle lavet af en, der lige var kommet hjem fra arbejde, fortæller han.

Umut Sakarya har taget en kokkeuddannelse, vundet danske og europæiske mesterskaber som kokkeelev, har stået i lære på fine danske restauranter og susede direkte videre til et job som souschef.

Alligevel var der noget, der trak i ham. Han vidste, at han skulle lave noget andet.

Tiøren faldt en dag, hvor de havde haft julebuffet i restauranten, han arbejdede på.

Umut samlede resterne og lavede lækre flæskestegssandwich til personalet. Alt var hjemmelavet - de lette boller, den hjemmesyltede rødkål og den velstegte flæskesteg.

Det var første gang han smagte en flæskestegssandwich, og det fik englene til at synge.

- Når du samler sådan en, så bliver du klar over, at der er noget i det. Jeg lagde det på Instagram, og det gik fuldstændig amok.

- Jeg fik så mange likes, og jeg kunne ikke forså det. For min torsk, der var bagt ved 56 grader med urter og maltjord, fik ikke nogen likes, siger han og griner.

Han var selv tosset med smagen, og folk på den anden side af skærmene var tilsyneladende også vilde med den. Og så opstod tanken om at lave en grillbar.

- Det er der mange kokke, der har haft lyst til, for det er jo det, vi selv spiser efter arbejde. Men der var ikke nogen, der havde fået raffineret menukortet på den måde før, siger han.

I dag har Umut Sakarya to restauranter, hvoraf Guldkroen særligt kredser om dansk mad og en autentisk oplevelse. Der er gamle originale tapeter på væggene, bordene er snedkerlavet i København og købt af en gammel kro og på væggene hænger gamle fotografier og jagttrofæer.

Gæsterne skal nemlig hensættes til mormors dagligstue.

- Det minder mere om et teaterstykke i dag end en almindelig restaurant. Vi ved, hvornår vi skal spille "Himmelhunden", og hvornår jeg skal begynde at synge med, så hele restauranten står og gynger. For os er det en fest hver dag, fortæller Umut Sakarya.

Og det er altså ikke hans egen mormors stue, han har modelleret interiøret efter. Til gengæld er han helt vild med gamle danske film, som har givet ham masser af inspiration.

- "Familien Gyldenkål" er mine favoritter - både et, to og tre. Dem har jeg set virkelig mange gange over Atlanten, siger han og fortsætter:

- Dengang tog man på restaurant, når man skulle fejre noget. I dag går vi jo bare ud og spiser på en mandag, hvis vi har lyst. Men dengang var det sådan, at når man gik ud, så var man glad, og det førte til en fest ved bordet. Og værten tog hånd om gæsterne. Det er den helhed, vi prøver at genskabe.

Og selv om han altså allerede har et par restauranter på hånden, så stopper ambitionerne ikke der. For så længe omdrejningspunktet er mad, kan Umut Sakarya få øje på potentialet i det meste.

- Jeg vil gerne have mit eget badehotel på et tidspunkt. Og når jeg ser et selskabslokale i "Terkel i knibe", så tænker jeg straks: Kan jeg lave et forsamlingshus, hvor man får rigtig god suppe, rigtig god steg og rigtig god is. Med en tyk mand, der sidder og spiller gode danske sange på keyboard. Kan det laves moderne?

- Man skal ikke gå væk fra det oprindelige, bare fordi man vil lave det bedre, siger Umut Sakarya.

Kogebogen "Guldskeen" udkom den 7. oktober.

/ritzau/

London, 29/06/2025 - 03:54

Kunstnere fordømmer Israel på scenen til Glastonbury Festival

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

Israels ambassade i Storbritannien siger, at den er foruroliget over den retorik, der har lydt på Glastonbury.

Den irske rapgruppe Kneecap har på den engelske musikfestival Glastonbury lørdag fået publikum til at synge "Fuck Keir Starmer" og fordømme Israel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at den britiske premierminister, Keir Starmer, sagde, at gruppens planlagte optræden ikke var passende.

Politikere og chefer i musikindustrien har opfordret festivalens arrangører til at droppe rapgruppens optræden, efter at medlemmet Liam O'Hanna, som er kendt under kunstnernavnet Mo Chara, i sidste måned blev tiltalt for terrorisme.

Ifølge anklagerne har han under en koncert fremvist et flag, der repræsenterer den iranskstøttede militante gruppe Hizbollah.

O'Hanna har selv nægtet sig skyldig.

- Premierministeren for jeres land, ikke for mig, siger, at han ikke vil have os til at spille, så fuck Keir Starmer, lød det lørdag fra rapperen.

Mindst 30.000 personer - de fleste med palæstinensiske flag - var dukket op for at se koncerten, hvilket fik arrangørerne til at afspærre området.

Mo Chara sagde under koncerten også, at retssagen er stressende for ham, men at det er ingenting sammenlignet med det, palæstinensere gennemlever hver eneste dag.

Senere anklagede han Israel for at begå krigsforbrydelser.

Den israelske ambassade i Storbritannien har udtalt, at den er "dybt foruroliget over den provokerende og hadefulde retorik, der blev udtrykt på scenen på Glastonbury Festival".

Tidligere på måneden sagde Starmer til avisen The Sun, at det ikke var passende, at Kneecap skulle optræde.

Inden Kneecaps optræden var punkduoen Bob Vylan på scenen, hvor der også blev råbt propalæstinensiske og antiisraelske sange, skriver Reuters.

Ifølge det britiske medie BBC fik rapper Bobby Vylan her publikum til at synge "Befri, befri Palæstina" og "død, død over IDF (Israels militær, red.)."

BBC skriver, at britisk politi nu gennemser videoer, hvor udtalelserne høres fremsat, for at fastslå om der er blevet begået lovovertrædelser.

/ritzau/

Læs Mere >>

Venedig, 28/06/2025 - 22:18

Demonstranter går på gaden i Venedig for at protestere mod Bezos

Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Venedig har dannet ramme om milliardæren Jeff Bezos' bryllup. Han kaldes blandt andet for hykler.

Lokale og aktivister har lørdag været på gaden i den italienske by Venedig for at vise deres store utilfredshed med milliardæren Jeff Bezos, som i disse dage er i byen i anledning af sit meget omtalte bryllup.

Ifølge Reuters deltog omkring 1000 mennesker i lørdagens protest, hvor de samlede sig foran en togstation, inden de gik mod en af Venedigs berømte broer - Rialtobroen.

Jeff Bezos og Lauren Sanchez ankom til byen tidligere på ugen, og fredag blev de gift ved en ceremoni på øen San Giorgio. Lørdag finder brylluppets sidste fest så sted.

Ifølge en embedsmand fra Venedigs rådhus havde bryllupsceremonien fredag ingen juridisk betydning, hvilket tyder på, at parret - formentlig for at undgå bureaukrati - blev viet i USA forud for festlighederne i Italien.

Prisen for den tre dage lange bryllupsfejring anslås at løbe op i 50 millioner doller - svarende til 318 millioner kroner.

Under lørdagens protest blev en del af Rialtobroen dækket af et banner med ordene "No Space For Bezos!". Også skilte, hvor der for eksempel stod "Kisses yes, Bezos no" og "People Before Profit", blev brugt.

Den 24-årige universitetsstuderende Alice Bazzoli mener, at Jeff Bezos er en "hykler", fordi han har doneret tre millioner euro - omkring 22,3 millioner kroner - til Venedig, samtidig med, at han oversvømmer dets skrøbelige økosystem med forurenende private fly og yachter.

- Jeg ville elske, hvis Venedig var skræddersyet til indbyggerne, ikke til turister, med boliger, der er til at betale, har Bazzoli sagt til Reuters.

Inden lørdagens protest talte nyhedsbureauet også med den 28-årige studerende Giulia Cacopardo:

- Bezos er indbegrebet af den mest absolutte rigdom, der opnås ved at udnytte alt omkring dig, sagde Cacopardo om multimilliardæren, der er blandt de rigeste i verden.

På gæstelisten til brylluppet er flere verdensnavne.

Det gælder blandt andre Microsoft-grundlægger Bill Gates, skuespillerne Leonardo DiCaprio og Orlando Bloom, tv-personlighederne Oprah Winfrey og Kim Kardashian.

Det meget omtalte bryllup er lokalt ikke kun blev mødt med kritik.

For eksempel forstår Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, ikke utilfredsheden.

- De, der protesterer, går imod Venedigs historie, som er en historie med relationer, kontakt og forretninger.

- Bezos omfavner den venetianske mentalitet, han er mere venetiansk end demonstranterne, har Brugnaro tidligere sagt til Reuters.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 28/06/2025 - 10:00

FAKTA: Drilske belægningssten

* Skal du have lagt nye belægningssten, er det vigtigt, at de anlægges på en måde, hvor vandet føres væk fra huset og ikke ind mod huset.

* Især ved nybyggede huse anlægges der mange belægningssten. Det kan være i forbindelse med carporten og gangstier rundt om huset eller hen til et skur. 

* Disse sten skal lægges i den rigtige højde i forhold til husets døre, og de skal samtidig have en hældning, der leder vandet væk. 

Kilde: Morten Svarre Langner, der er seniortaksator i forsikringsselskabet Gjensidige.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 28/06/2025 - 10:00

Rens husets nedløbsbrønde inden skybruddet rammer

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Som husejer er det en god idé at tjekke huset godt igennem, så du er beredt på sommerens voldsomme regnskyl.

Sommer er sæson for skybrud, og det kalder på et gennemsyn af huset, så det er i stand til at modstå vandmasserne.

Det siger Tine Sode, der er fagredaktør og ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Sørg for, at tagrenderne er rensede, og tjek, om tagnedløbsbrøndene er intakte og rensede. Der kan ligge mudder og andet skidt, som forhindrer vandet i komme videre, og derfor risikerer det at løbe over, når der kommer skybrud, fortæller hun.

Du kan sagtens selv rense tagnedløbsbrøndene. Husk dog handskerne, da det ofte er en ret klam bunke slam, der samler sig dernede, påpeger Tine Sode.

Herfra kan du bevæge dig videre til eventuelle kældervinduer og kælderskakter. Tjek, om det ser okay ud, eller om der er revner, hvor vandet kan trænge ind.

Er kælderen udstyret med en drænpumpe eller en grundvandspumpe, er det en god idé at sikre, at pumpen rent faktisk fungerer.

Sådan lyder rådet fra Morten Svarre Langner, der er seniortaksator i forsikringsselskabet Gjensidige og til daglig vurderer skader på boliger.

- Pumpen skal være funktionsdygtig, og der skal ikke være fyldt med snav i et eventuelt tilsluttet dræn, siger han.

Har huset tagterrasse eller et fladt tag, er det vigtigt at være ekstra obs på det, understreger Morten Svarre Langner.

- Balkoner og tagterrasser har ofte en form for belægning. Det kan være træbrædder. Hvis man ikke får tjekket og renset afløbet, der er under brædderne, opstår der hurtigt oversvømmelse og vandskader, siger han og påpeger, at sådan en vandskade tit bliver mere alvorlig, fordi vandet løber direkte fra tag eller terrasse og ind i huset.

Morten Svarre Langner opfordrer i øvrigt til, at du kigger dine forsikringer efter i sømmene, så du har fuldstændig styr på, hvordan du er dækket, hvis himlen åbner sig, og kælderen eller andre dele af huset pludselig står under vand.

- Nogle selskaber kan have formuleret betingelserne sådan, at dækningen både på hus- og indboforsikringen er begrænset, når årsagen er skybrud, ligesom der kan være indsat en klausul i forsikringspolicen, hvis der gentagne gange er sket skader i forbindelse med skybrud, og det kan betyde begrænset dækning, siger han.

Helt generelt har mængden af regn betydning for, om du er dækket, hvis regnen forårsager vandskade i din bolig.

Ifølge tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension nåede antallet af skybrudsskader i 2024 op på 15.378 for hele landet. Det var det næsthøjeste niveau i ti år - kun overgået af 2023, hvor der blev anmeldt 23.308 skader efter skybrud.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek