Tel Aviv, 16/04/2025 - 11:47
Israel fortsætter blokering af nødhjælp i Gaza
Læger uden Grænser advarer om, at Israels blokering af humanitær hjælp "forvandler Gaza til en massegrav"
Hatem Khaled/Reuters
Af: /ritzau/
For at sætte pres på Hamas vil Israel fortsat blokere nødhjælp fra at komme ind i Gaza, siger Israels forsvarsminister, Israel Katz, onsdag.
Det skriver AFP.
- Israels position er klar. Ingen humanitær hjælp vil komme ind i Gaza og blokering af denne hjælp er et af de vigtigste pressionsmidler, der forhindrer Hamas i at bruge den (nødhjælpen, red.) som et værktøj med befolkningen.
Meldingen fra Israel kommer samme dag, som Læger uden Grænser advarer om, at Israels militære operationer og blokering af humanitær hjælp har forvandlet Gaza til "en massegrav for palæstinensere og de, der hjælper dem".
Det siger organisationen i en pressemeddelelse.
- Vi ser i realtid ødelæggelsen og den tvungne fordrivelse af hele befolkningen i Gaza, siger Amande Bazerolle, der er Læger uden Grænsers nødhjælpskoordinator i Gaza, og tilføjer, at intet sted er sikkert i Gaza.
- Den humanitære indsats kæmper alvorligt under vægten af usikkerhed og den kritiske forsyningsmangel, siger hun i pressemeddelelsen.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har Israel blokeret for al nødhjælp ind i Gaza siden den 2. marts.
Tidligere på ugen kaldte FN's kontor for koordinering af humanitære indsatser, OCHA, den humanitære situation i Gaza for "sandsynligvis den værste, den har været i de 18 måneder, siden fjendtlighederne brød ud".
- Det er nu halvanden måned siden, at nogen forsyninger sidst blev tilladt gennem overgangene til Gaza - det er klart det længste nødhjælpsstop til dato, skriver FN-organisationen i en pressemeddelelse.
I den påpeger OCHA desuden rapporter om en stigning i angreb, der forårsager civile ofre og ødelægger den resterende infrastruktur, "der er nødvendig for at holde folk i live".
/ritzau/