Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bogota, 22/06/2026 - 03:34

Trump lykønsker højrefløjskandidat efter præsidentvalg i Colombia

Abelardo de la Espriella har fået lykønskning fra Trump, men modkandidat udfordrer resultater fra stemmeurner.

Vanexa Romero/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Højrefløjskandidaten Abelardo de la Espriella har modtaget en lykønskning fra USA's præsident, Donald Trump, efter et tæt løb i søndagens præsidentvalg i Colombia.

Det skriver Abelardo de la Espriella ifølge nyhedsbureauet AFP på sociale medier.

Modkandidaten, venstrefløjspolitikeren Iván Cepeda, er endnu ikke parat til at erkende sit nederlag.

- Jeg talte for få minutter siden med USA's præsident, Donald Trump, og han har udtrykt sin støtte og sin anerkendelse af vores sejr, skriver Abelardo de la Espriella.

På sit sociale medie, Truth Social, skriver Trump kortfattet om Abelardo de la Espriella.

- Han vandt stort.

Opslaget er vedhæftet en artikel om præsidentvalget i det sydamerikanske land.

Efter at mere end 99 procent af stemmerne er optalt i præsidentvalgets anden valgrunde, har højrefløjspolitikeren med tilnavnet "Tigeren" fået 49,65 procent af stemmerne.

Modkandidaten Iván Cepeda, der tilhører venstrefløjen, har fået 48,70 procent af stemmerne.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters adskiller 246.000 stemmer de to kandidater.

Ivan Cepeda er endnu ikke parat til at anerkende resultatet, skriver Reuters. Han vil afvente en kontroloptælling, og samtidig udfordrer han resultaterne fra omkring 33.000 stemmeurner.

Colombianerne strømmede søndag ud til valgstederne i en anden valgrunde.

Det skyldtes, at ingen kandidater opnåede mere end de påkrævede 50 procent af stemmerne, der ville have afgjort præsidentvalget i første valgrunde, som blev afholdt den 31. maj.

De to mest populære kandidater gik dengang videre til anden valgrunde.

47-årige Abelardo de la Espriella er en politisk outsider og beundrer af Donald Trump.

Abelardo de la Espriella har forud for valget lovet et tæt forhold til USA, og det bliver "som aldrig før", hvis han vinder valget.

Donald Trump havde samtidig givet sin "fulde og totale opbakning" til højrefløjskandidaten.

- Som præsident ville Abelardo få enorm succes med at lede Colombia til at få økonomien til at vokse, skabe arbejdspladser, fremme handel, stoppe illegal immigration, slå hårdt ned på kriminalitet og narkotika samt genoprette lov og orden, skrev Trump tidligere i juni på Truth Social.

Modkandidaten Iván Cepeda har opbakning fra landets siddende præsident, Gustavo Petro.

Iván Cepeda er søn af en venstreorienteret senator, som blev dræbt af højreorienterede paramilitære grupper.

Han har lovet at prøve at slutte fred med landets væbnede grupper gennem forhandlinger – en tilgang, som kun har givet begrænsede resultater under Gustavo Petro.

Abelardo de la Espriella har anklaget Petro for ikke at være hård nok mod venstreorienterede guerillagrupper, der smugler kokain, og har lovet selv at slå hårdt ned på området.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek