Toronto, 12/07/2026 - 03:26
To personer dræbt af skud under latinamerikansk festival i Toronto
Flere er blevet ramt af skud under festival i den canadiske storby Toronto. To personer har mistet livet.
Af: /ritzau/
To personer er blevet dræbt af skud i den canadiske storby Toronto.
Det oplyser politiet i Toronto natten til søndag dansk tid i et opslag på det sociale medie X.
Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet lørdag aften klokken 20.12 lokal tid - natten til søndag klokken 02.12 dansk tid.
- Fem personer er blevet fundet med skudsår. To personer er erklæret døde, skriver politiet.
Ifølge mediet Toronto Sun skete skyderiet under en latinamerikansk gadefestival, der hvert år afholdes i storbyen.
Området, hvor skyderiet fandt sted, var blevet lukket for trafik forud for den tilbagevendende festival.
Politiet har endnu ikke offentliggjort oplysninger om gerningspersonen, et muligt motiv eller tilstanden for de øvrige tilskadekomne.
Politiet beder folk holde sig væk fra området, der er blevet afspærret.
RITZAU




