Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 02/02/2026 - 18:14

Sex & Samfund afbryder samarbejdet med Mette-Marit efter Epstein-sag

Mette-Marits kontakt til den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein får nu konsekvenser for kronprinsessen.

Javad Parsa/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Sex & Samfund i Norge afbryder samarbejdet med landets kronprinsesse, Mette-Marit, som har været organisationens protektor.

Det oplyser Sex & Samfund i en udtalelse sendt til det norske medie VG.

Beslutningen er truffet af hensyn til ofre for seksuelle overgreb og af hensyn til alle dem, der står op for at forhindre seksuelle overgreb.

Beslutningen er også truffet af hensyn til modtagerne af Skamløsprisen, som Mette-Marit har været protektor for.

Prisen tildeles personer, som har opfordret til mod og åbenhed omkring seksualitet.

I weekenden kom det frem, at den norske kronprinsesse har haft omfattende kontakt til den afdøde dømte amerikanske seksualforbryder Jeffrey Epstein. Han blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger.

Dokumenter viser, at Mette-Marit havde omfattende kontakt med Jeffrey Epstein mellem 2011 og 2013 - det vil sige flere år efter, at han var blevet dømt for handel med mindreårige piger.

Kronprinsessen har erkendt i en erklæring, at hun "udviste dårlig dømmekraft".

- Jeffrey Epstein er selv ansvarlig for sine handlinger. Jeg må tage ansvar for, at jeg ikke tjekkede Epsteins baggrund bedre, og at jeg ikke hurtigt nok forstod, hvilken slags menneske han var, lød det fra Mette-Marit.

Sex & Samfund skriver i deres udtalelse mandag aften, at organisationen har truffet beslutningen om at afbryde samarbejdet med Mette-Marit, selv om den ikke kender til det fulde omfang af sagen omkring Mette-Marits kontakt til Epstein.

- Men samtidig mener vi, at det, der allerede er kendt, er uforeneligt med det, Skamløsprisen står for.

Også kronprinsessens protektion i Røde Kors i Norge er til diskussion efter de seneste afsløringer.

- Det er afgørende at tage tydelig afstand fra de overgreb, som Epstein blev dømt for, sagde Andreas Bjørnstad, der er kommunikations- og samfundsdirektør i Røde Kors, mandag middag til norsk TV 2 ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Børn og unge skal være trygge ved, at samfundet har nultolerance over for seksuelle overgreb.

Kronprinsesse Mette-Marit er gift med den norske tronarving, kronprins Haakon, og er svigerdatter til Norges monark, kong Harald.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek