København, 17/05/2025 - 09:24
Regeringen vil straffe dømte med hårdt arbejde i stedet for fængsel
Regeringen præsenterer snart et udspil til en ny strafreform. Den indeholder alternativ til fængselsstraf.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Nogle dømte skal i fremtiden kunne afsone deres straf ved hårdt arbejde i stedet for ved at blive sendt bag tremmer.
Det mener regeringen, der er på trapperne med et udspil til en ny strafreform.
Det siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), som i denne sammenhæng udtaler sig som Moderaternes chefforhandler i reformarbejdet, til Berlingske.
- Det kan være, de skal have et job i landbruget i stedet. Det kan være, at en maskinfabrik på Fyn eller i Jylland skal tage en knægt fra København, som er kommet i dårligt selskab. Det kan være en helt tredje type job, siger han.
Det er ikke alle dømte, der skal kunne bytte en fængselsdom med arbejdshandsker, understreger han. Som udgangspunkt må man nemlig ikke være dømt for personfarlig kriminalitet, hvis det skal være en mulighed.
I visse tilfælde skal man dog skelne mellem dem, som eksempelvis har stukket en knytnæve ud i nattelivet, og dem, som er "vanekriminelle", lyder det.
Ifølge ministeren risikerer dømte at ende i det, han kalder "kriminalitetskarrusellen", hvor en tur i fængsel kan ende med at føre til en kriminel løbebane.
Berlingske skriver, at reformen ventes at blive præsenteret i den kommende uge.
Mens der lægges op til en mildere tilgang til de småkriminelle, bør straffe for grov og særdeles grov vold imidlertid fordobles, har unavngivne kilder i regeringen tidligere udtalt.
Herudover skal straffen for simpel vold øges med 50 procent.
Både justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere sagt, at regeringen ønsker længere straffe for alvorlig personfarlig kriminalitet.
Jakob Engel-Schmidt ønsker dog også at skabe noget balance i kommunikationen omkring den kommende reform. Det er blandt andet i det lys, han nu udtaler sig til Berlingske.
/ritzau/