Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 25/03/2026 - 15:52

Mand idømt tre års fængsel for seksuelle overgreb på fire drenge

En gruppe drenge besøgte en 57-årig hver uge for at spille computer. Manden er nu dømt for overgreb mod dem.

Af: /ritzau/

En 57-årig mand er idømt tre års fængsel for seksuelle overgreb begået mod fire drenge i forskellige perioder fra 2000 til 2012.

Det skriver Retten i Roskilde i en pressemeddelelse.

Det var et enigt nævningeting, der onsdag fandt den 57-årige skyldig i forsøg på at opnå samleje og andet seksuelt forhold end samleje begået mod børn under 12 år.

Den 57-årige har selv forklaret i retten, at drengene besøgte ham for at spille computer.

Besøgene fandt sted flere gange om ugen. Og der blev blandt andet serveret slik og sodavand, mens manden også gav drengene lov til at ryge cigaretter.

Retten fandt det bevist, at manden har udnyttet sin aldersmæssige overlegenhed ved at lade drengene tage ophold i hans hjem og give dem forplejning med det formål at opnå andet seksuelt forhold.

Den 57-årige har nægtet sig skyldig i at have forgrebet sig på drengene.

Han har dog erkendt i retten, at han har haft seksuelt samkvem med en af de fire. Men det fandt ifølge den dømte først sted, efter at drengen var fyldt 15 år.

- Det var en grænse, jeg ikke var villig til at krydse, fortalte han fra vidneskranken.

Foruden fængselsstraffen blev manden også idømt et forbud mod at få besøg af børn under 18 år, der ikke er ledsaget af en voksen, i fem år.

Manden blev varetægtsfængslet, efter onsdagens dom blev afsagt. Fængslingen har han kæret til landsretten.

Den 57-årige har tilmed anket byrettens dom med påstand om frifindelse.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek