Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/01/2026 - 15:35

Socialdemokratisk hovedbestyrelsesmedlem varsler samarbejde med SF

Hovedbestyrelsesmedlem Arne Boelt beretter om en socialdemokratisk partitop, der vil samarbejde mere med SF.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Socialdemokratiet vil i den kommende tid nærme sig SF i et endnu tættere samarbejde.

Det varsler det socialdemokratiske hovedbestyrelsesmedlem Arne Boelt, der også er medlem af Region Nord, under Socialdemokratiets nytårsstævne i Fredericia lørdag.

Her giver den mangeårige socialdemokrat pressen sit bud på, hvordan han helst ser en regering efter næste valg.

- Det kunne da være fedt med SF og Socialdemokratiet og så sammen med et par stykker andre, siger han.

Arne Boelt vil også gerne samarbejde mere med Enhedslisten, men hvem de øvrige partier i hans regeringsforslag skulle være, kan han ikke sige endnu.

Socialdemokratiet har særligt op til kommunalvalget langet ud efter SF, hvor en konflikt mellem de traditionelle samarbejdspartnere blussede op.

Efter det hårde valgnederlag for Socialdemokratiet ændrede partiet dog kurs.

Statsminister Mette Frederiksen meddelte i et interview med Weekendavisen, at man skulle genfinde det gode samarbejde med SF.

Under lørdagens nytårsstævne har partitoppen forsikret baglandet om, at Socialdemokratiet er på vej mod et tættere forhold til SF igen, meddeler Arne Boelt.

Det er ikke altid, at partitoppen vil være tydelig om det ønske, men:

- Det har de været i dag, siger han.

Han tilføjer, at partitoppen har indbudt til selvransagelse.

- De har respekteret den her evaluering, der har været ude i partiet. Det er jeg rigtig glad for.

Mens Arne Boelt er optaget af, at Socialdemokratiet øger indsatsen for at styrke velfærdssamfundet, er han også opmærksom på, at en sådan politik medfører regninger.

Derfor skal fremtidens regeringssamarbejde også have en realisme i forhold til finansieringen.

- Jeg kunne godt tænke mig noget med SF og Socialdemokratiet, for jeg tror, at vi kan finde nogle balancer i forhold til, at alt ikke skal være uudtømmeligt, og man ikke kan kræve ind på alle poster.

Samme melding om fremtidens samarbejde kom også fra Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, da han ankom til mødet.

- Jeg kan se en centrum-venstre for mig efter næste valg, siger han på vej ind til nytårsstævnet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek