Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/05/2024 - 08:15

Rune vil være sig selv trods hjælp med kommunikation

Holger Rune har ud over samarbejdet med IMG allieret sig med kommunikationsselskabet Ulveman & Børsting.

Guglielmo Mangiapane/Reuters

Af: /ritzau/

Holger Rune, der tirsdag træder ind i French Open, skal fokusere på sin tennis og gøres mere fri af det, der sker uden for banen.

Det er en af hensigterne med, at Rune først allierede sig med agentvirksomheden International Management Group (IMG), der har en lang række store stjerner i sin stald.

I sidste uge kom det så frem, at Rune også får hjælp fra det danske kommunikationsselskab Ulveman & Børsting.

- De (Ulveman & Børsting, red.) har hjulpet en del sammen med min agent IMG, med hvordan vi skal håndtere sociale medier og andre ting, og de hjælper med en hel masse ting derhjemme.

- Jeg synes, det er rart, jo flere der hjælper til med det, der ikke handler om tennis. Jo mere simpelt bliver det for mig, så jeg kan fokusere maksimalt på det, der er vigtigt for mig, fortæller Holger Rune.

Bag firmaet står Michael Ulveman og Mikael Børsting, der blandt andet har en fortid som særlige rådgivere for henholdsvis Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.

Firmaet skal blandt andet hjælpe Rune med at sortere i de mange medietilbud, han præsenteres for, og rådgiver ham i nogle tilfælde også med selve kommunikationen.

- De hjælper med nogle ting, men ikke ordret. Jeg er stadig mig selv. Jeg siger jo som regel, hvad der passer mig. Jeg synes, det er vigtigt at være sig selv, lyder det fra Holger Rune.

Han skal i aktion i French Opens første runde mod briten Daniel Evans. Kampen er sat på tirsdagens program som den fjerde på Court Suzanne-Lenglen.

Kampen kan ventes i gang sidst på eftermiddagen.

Det er første gang i karrieren, at Rune skal op mod Evans, der rangerer som nummer 62 på verdensranglisten.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek