Washington D.C., 04/07/2026 - 19:19
Trump: Netanyahu har bedt om et møde i Det Hvide Hus
Møde mellem Israels premierminister og USA's præsident kan finde sted i næste uge, siger Trump til Axios.
Af: /ritzau/
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har bedt præsident Donald Trump om et møde i Det Hvide Hus i Washington D.C.
Mødet kan allerede finde sted i næste uge.
Det fortæller USA's præsident til det amerikanske medie Axios.
Samtidig siger Trump, at Netanyahu er klar over, "hvem der er chefen".
- Vi kommer godt ud af det med hinanden. (Netanyahu) ved, hvem der er chefen, siger Trump og henviser til sig selv.
Hvis Netanyahu skal besøge Det Hvide Hus i næste uge, vil det ske, efter at der har været Nato-topmøde i Tyrkiet, skriver Axios.
Oplysningen om, at Netanyahu vil besøge Trump, kommer efter en periode, hvor Trump flere gange har givet udtryk for, at han var frustreret over den israelske premierminister og Israels krigsførelse i Libanon.
Det skete blandt andet i en telefonsamtale med Netanyahu, som blev refereret af Axios i begyndelsen af juni.
I samtalen sagde Trump til Netanyahu, at den israelske leder er "fucking sindssyg", og at "alle hader Israel".
- Du ville være i fængsel, hvis det ikke var for mig. Jeg har reddet din røv. Alle hader dig nu. Alle hader Israel på grund af det her, sagde Trump til Netanyahu ifølge kilder, som gengav ordlyden i samtalen til Axios.
Efterfølgende bekræftede Trump sit ordvalg i podcasten Pod Force One.
RITZAU




