Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/11/2021 - 11:09

Mette F.: Indsats kan have afværget piratangreb

Statsministeren skulle sammen med Jakob Ellemann-Jensen have besøgt "Esbern Snare", men det er aflyst.

Af: /ritzau/

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger til pressen, at "Esbern Snares" indsats formentligt har afværget angreb på civile handelsskibe i Guineabugten.

Besætningen på fregatten har skudt og dræbt fire formodede pirater.

- Med den her operation har besætning på "Esbern Snare" med en fælles og dygtig indsats formentligt afværget konkrete piratangreb på skibe her i regionen og på den måde ydet et vigtigt og væsentligt bidrag til sikkerheden i Guineabugten, siger statsministeren.

Mette Frederiksen er i øjeblikket på rejse sammen med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i Ghana for at besøge danske udsendte.

De skulle torsdag formiddag have besøgt "Esbern Snare". Det besøg er aflyst.

Mette Frederiksen har netop talt med kaptajnen på "Esbern Snare".

- Mine varmeste tanker går til alle derude. Det har været nogen uhyre vanskelige og udfordrende timer for hele besætningen.

- Og til deres pårørende hjemme i Danmark: I kan være stolte af jeres udsendte.

/ritzau/

Nyhedsarkiv