Detroit, 01/02/2026 - 00:19
Dommer giver ordre til løsladelse af femårig tilbageholdt af ICE
En femårig blev sidste uge tilbageholdt af ICE-betjente. Dommer har givet ordre om løsladelse senest tirsdag.
Af: /ritzau/
En dommer har givet ordre til, at en femårig dreng, der i øjeblikket tilbageholdes af de amerikanske immigrationsmyndigheder, skal løslades.
Det fremgår lørdag af en kendelse fra Fred Biery, der er dommer i den amerikanske delstat Texas, hvor drengen og hans far i øjeblikket tilbageholdes i et detentionscenter.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Løsladelsen skal ske senest på tirsdag, fremgår det af kendelsen.
Femårige Liam Conejo Ramos og hans far, Adrian Conejo Arias, der er asylansøgere fra Ecuador, blev i sidste uge tilbageholdt af den amerikanske immigrationsmyndighed ICE i en forstad til Minneapolis i delstaten Minnesota.
Billeder af den femårige dreng iført blå kaninhue og en rygsæk, som en sortklædt ICE-betjent holder fast i, blev efterfølgende delt flittigt på sociale medier.
- Sagen har sin oprindelse i regeringens dårligt gennemtænkte og inkompetente forfølgelse af daglige udvisningskvoter, tilsyneladende selv om det kræver, at børn traumatiseres, skriver Biery.
/ritzau/




