Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/09/2026 - 19:15

Gymnasieelev blev stukket ned på stisystem i Herlev

En ung mand er bragt til hospitalet efter knivstik ved Herlev Gymnasium. Han meldes uden for livsfare.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Københavns Vestegns Politi rykkede torsdag eftermiddag ud til et knivstikkeri på et stisystem ved Herlev Gymnasium.

Det fortæller vagtchef Thomas Christensen til Ritzau.

- Den forurettede blev kørt på Rigshospitalet, og han er uden for livsfare, lyder det.

Det er en ung mand, der er elev på gymnasiet, som blev ramt af knivstik. Politiets vagtchef ønsker torsdag aften ikke umiddelbart at oplyse den forurettedes præcise alder.

Thomas Christensen fortæller, at knivstikkeriet ikke er sket på gymnasiets område, men på et stisystem i tæt tilknytning til gymnasiet.

Endnu er ingen anholdt i sagen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 13.43, og de pårørende er blevet underrettet. Det oplyste politikredsens vagtchef til Ritzau klokken 16.

Torsdag aften har politiet afsluttet arbejdet på gerningsstedet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek