Boulogne, 06/07/2025 - 18:19
BLÅ BOG: Den hollandske stjerne Mathieu van der Poel
Alpecins Mathieu van der Poel vandt spurten efter en intens afslutning på 2. etape af Tour de France.
Benoit Tessier/Reuters
Af: /ritzau/
Den tidligere verdensmester Mathieu van der Poel kontrollerede finalen på 2. etape af årets Tour de France, inden han gjorde det færdigt og vandt spurten i en decimeret favoritgruppe.
Søndagens finale bød på to korte, men meget stejle knolde med henholdsvis ni og fem kilometer til mål inden et stigende opløb. Noget der er guf for en eksplosiv type som van der Poel.
Flere ryttere forsøgte i finalen at snyde den hollandske stjerne, men han holdt snor i alle angreb og åbnede selv spurten med lidt over 100 meter til målstregen i den franske by Boulogne-sur-Mer.
* Navn: Mathieu van der Poel.
* Fødselsdag: 19. januar 1995 (30 år).
* Nationalitet: Hollænder.
* Hold: Alpecin-Deceuninck (2020-)
* Største meritter:
Verdensmester i landevejscykling (2023).
Syv gange verdensmester i cykelcross (2015, 2019, 2020, 2021, 2023, 2024 og 2025).
Tre gange vinder af Flandern Rundt (2020, 2022 og 2024).
Tre gange vinder af Paris-Roubaix (2023, 2024 og 2025).
To gange vinder af Milano-Sanremo (2023 og 2025).
Vinder af Amstel Gold Race (2019).
Vinder af Strade Bianche (2021).
To gange vinder af E3 Saxo Classic (2024 og 2025).
To gange vinder af Dwars door Vlaanderen (2019 og 2022).
Vinder af to etaper i Tour de France (2021 og 2025).
Vinder af en etape i Giro d'Italia. (2022).
Hollandsk mester (2018 og 2020).
* Familie: Han er søn af Adri van der Poel, som selv vandt blandt andet to Tour de France-etaper, Flandern Rundt, Liège-Bastogne-Liège og Amstel Gold Race. Hans morfar er Raymond Poulidor, en af de største legender i fransk cykelsport.
Kilde: procyclingstats.com.
/ritzau/