København, 21/04/2025 - 00:46
AaB fyrer cheftræner efter manglende resultater
En "utilfredsstillende spillemæssig udvikling" er årsag til, at AaB tager afsked med Menno van Dam, lyder det.
René Schütze/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
AaB har med øjeblikkelig virkning stoppet samarbejdet med cheftræner Menno van Dam.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Det sker efter en periode med utilfredsstillende resultater, siger klubbens sportsdirektør, James Gow.
- Manglende resultater og en utilfredsstillende spillemæssig udvikling er hovedårsagen til, at vi desværre mener, at en afsked med Menno van Dam er den rigtige beslutning for AaB.
I de seneste 17 superligakampe er det kun blevet til en enkelt sejr og i alt 11 point.
James Gow understreger, at beslutningen er truffet efter grundige overvejelser.
- Nogle gange forløber tingene ikke som ønsket, og dette har på ingen måde været en let beslutning, for Menno har arbejdet dedikeret og altid med et stort hjerte for AaB, og vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover, lyder det fra James Gow.
Hollænderen Menno van Dam kom til AaB i maj sidste år og når dermed ikke at runde et år i Aalborg.
I pressemeddelelsen lægger han heller ikke skjul på, at han er skuffet.
- Men jeg respekterer klubbens beslutning. Jeg er stolt af den måde, vi har arbejdet sammen på med ærlighed, gensidig respekt og engagement fra både staben og spillerne, siger Menno van Dam og ønsker klubben "succes fremover".
Der er blot fem kampe tilbage af nedrykningsspillet, hvor AaB endnu ikke har vundet en eneste kamp. Søndag tabte aalborgenserne 2-3 på hjemmebane til Sønderjyske.
Efter nederlaget ligger AaB på tiendepladsen med 23 point, og dermed er klubben blot fire point fra nedrykningsstregen, hvor Vejle og Lyngby ligger i bunden. De to klubber har dog spillet en kamp mindre end AaB.
AaB skriver i pressemeddelelsen, at man forventer at have en ny cheftræner på plads, når klubben den 28. april skal møde Vejle Boldklub på hjemmebane.
/ritzau/