Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/07/2026 - 12:44

Politi affyrer skud efter forsøg på påkørsel af politifolk i Taastrup

To politifolk blev torsdag forsøgt påkørt på Taastrup Hovedgade, hvorefter politiet affyrede skud.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Politiet har torsdag lidt over klokken 10 affyret skud, efter at to politifolk blev forsøgt påkørt af en varebil på Taastrup Hovedgade.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Ingen er blevet ramt, lyder det.

Før skudepisoden havde politiet forfulgt varebilen, der var efterlyst som stjålet.

Varebilen blev i første omgang forfulgt på Roskildevej og derefter Taastrup Hovedgade.

Efter at politiet affyrede skud, kørte varebilen galt, og føreren er løbet væk til fods.

Han er tilsyneladende uskadt, skriver politiet, der eftersøger manden i området. Han er iført en lys T-shirt.

Billeder fra Ludvig Hegners Allé, der ligger tæt på Taastrup Hovedgade, viser, at politiet har ført en mand iført en DNA-dragt ind i en politibil.

En DNA-dragt er en hvid heldragt, som politiet bruger til at sikre eventuelle kriminaltekniske spor.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få bekræftet, om politiet har anholdt en mand i forbindelse med sagen.

Politiet arbejder fortsat på stedet, og der vil være afspærringer i området. Billeder fra stedet viser, at blandt andet Taastrup Hovedgade er blevet spærret.

Københavns Vestegns Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig yderligere om sagen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er blevet underrettet om hændelsen.

Det er fast procedure, at Politiklagemyndigheden undersøger sager, hvor politiet har affyret skud.

RITZAU

TjekDet - faktatjek