Jerusalem, 04/06/2025 - 18:30
Israelsk parti truer regeringen i strid om religiøses militærpligt
Regeringsparti vil stemme for at opløse parlamentet, hvis ikke ultraortodokse fritages for militærtjeneste.
Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et af de ultraortodokse partier i Israels højrefløjskoalition truer med at forlade regeringen og støtte et forslag fra oppositionen om at opløse parlamentet.
Baggrunden er en strid om, hvorvidt ultraortodokse mænd skal gøre tjeneste i militæret på linje med andre israelske jøder.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Partialliancen Forenede Tora-Jødedom vil således trække sig, hvis ikke premierminister Benjamin Netanyahus regering sørger for, at ultraortodokse israelere fritages for militærtjeneste.
Det fortæller en talsmand for partiets formand, Yitzhak Goldknopf.
Der er uenighed internt i regeringen om spørgsmålet. Regeringen består både af ultraortodokse og sekulære højrefløjspartier.
Traditionelt har ultraortodokse israelere været fritaget fra militærtjeneste, hvis de studerede de hellige jødiske skrifter på fuldtid.
Men denne fritagelse er blevet udfordret af både Israels Højesteret og sekulære israelere. Mange mener, at undtagelsen er uretfærdig.
I juni sidste år afgjorde højesteretten, at ultraortodokse studerende på religiøse seminarier skal gøre militærtjeneste. Derefter begyndte militæret at indkalde de pågældende israelere.
Som udgangspunkt er militærtjeneste obligatorisk for alle jøder i Israel og for alle, der tilhører de drusiske og tjerkessiske befolkningsgrupper.
Arabiske kristne og muslimer har ikke obligatorisk værnepligt.
Det er oppositionspartiet Yesh Atid, der har fremlagt et forslag om at opløse Israels parlament, Knesset. I spidsen for partiet står Yair Lapid. Han var premierminister indtil 2022.
Spørgsmålet om parlamentets opløsning skal til afstemning 11. juni.
Hvis forslaget stemmes igennem, skal der udskrives valg. Og ifølge de seneste meningsmålinger vil et valg på nuværende tidspunkt blive den nuværende regerings endeligt.
Netanyahu-regeringen er blevet mødt af omfattende kritik i Israel blandt andet på grund af den langstrakte krig i Gaza.
Der skal ifølge Reuters gennemføres fire afstemninger om opløsning af parlamentet. De kræver alle et absolut flertal.
Med 120 pladser i parlamentet kræver det mindst 61 stemmer for.
Netanyahus regering sidder på 68 pladser, og heraf har Forenede Tora-Jødedom 7 mandater. Partiet er tæt allieret med Shas, der er et andet ultraortodokst parti i regeringen. Shas har otte mandater.
Det er uvist, hvordan Shas vil stemme i spørgsmålet om opløsning af parlamentet.
Hvis Yesh Atid fortryder, at det har fremsat forslaget om opløsning af parlamentet, har partiet mulighed for at trække det tilbage inden den første afstemning 11. juni.
/ritzau/