Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 10/03/2026 - 04:48

EU's klimatjeneste målte femte varmeste februar nogensinde

Selvom det var koldt i Europa i februar, blev den globale temperatur trukket op af andre kontinenter.

Af: /ritzau/

Verden oplevede for nylig den femte varmeste februar, der nogensinde er registreret.

Det oplyser EU's klimatjeneste Copernicus i en rapport ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gennemsnitstemperaturen på verdensplan var i sidste måned 1,49 grader over niveauet i førindustriel tid.

Førindustriel tid defineres som perioden fra 1850 til 1900, inden fossile brændstoffer blev brugt i større skala.

I Europa var gennemsnitstemperaturen minus 0,07 grader, hvilket betyder, at februar 2026 skriver sig ind blandt de tre koldeste måneder, som EU's klimatjeneste har registreret de seneste 14 år.

Der var store forskelle på temperaturer og nedbør i Europa, hvor især lande i det vestlige, sydlige og sydøstlige Europa havde det varmere end normalt.

Til gengæld var det ifølge Copernicus' månedlige rapport koldere i Danmark og de øvrige skandinaviske lande samt de tre baltiske lande og det nordvestlige Rusland.

Den globale gennemsnitstemperatur blev i februar især trukket op af USA, det nordøstlige Canada, Mellemøsten, lande i det centrale Asien og det østlige Antarktis.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek