Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Praia, 06/05/2026 - 12:25

OVERBLIK: Det ved vi om smitteudbrud på krydstogtskib

Lederen af De Kanariske Øer afviser at tage imod krydstogtskib, hvor der er konstateret smitte med hantavirus.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der er ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, konstateret i alt otte tilfælde af hantavirus.

Udgangspunktet for smitten har været krydstogtskibet MV "Hondius", hvor der er sket tre dødsfald som følge af formodet smitte.

Læs her, hvad vi ved om skibet og det formodede smitteudbrud om bord.

* 6. april blev en 70-årig hollandsk mand syg om bord på skibet, der har omkring 147 personer om bord.

* 11. april afgik manden ved døden.

* 24. april blev hans lig fjernet fra skibet og sendt i land på den britiske ø Sankt Helena. Hans 69-årige hustru følte sig utilpas og gik i land sammen med hans lig. Hun fløj fra øen til Sydafrika.

* 26. april døde hun på hospitalet i Johannesburg. Testresultater viste den 4. maj, at hun havde hantavirus i kroppen, oplyste hollandske myndigheder.

* 27. april blev en britisk passager evakueret og modtog behandling i Johannesburg i Sydafrika.

* 28. april udviste en tysk kvinde symptomer på hantavirus.

* 2. maj døde den tyske kvinde om bord på skibet. Hendes lig er stadig om bord. Samme dag testede den britiske passager, der er blevet evakueret, positiv for hantavirus i Johannesburg.

* 3. maj ankom skibet til Kap Verdes hovedstad, Praia, hvor WHO oplyste, at det reagerer på et formodet udbrud af hantavirus på skibet. Kap Verdes myndigheder vil ikke lade passagererne gå i land.

* 5. maj meddelte spanske myndigheder, at skibet har fået tilladelse til at lægge til på De Kanariske Øer.

* 6. maj har WHO oplyst, at der nu er tale om i alt otte tilfælde af hantavirus. Det fremgår ikke nærmere, hvor mange af de otte der har opholdt sig på krydstogtskibet.

* 6. maj afviser De Kanariske Øers leder, Fernando Clavijo, at tage imod krydstogtskibet. Han kræver samtidig et møde med Spaniens premierminister, Pedro Sánchez.

* Hantavirus forekommer hos gnavere. Mennesker kan blive smittet gennem kontakt med inficerede dyr eller deres ekskrementer.

Kilder: Reuters, AFP og Associated Press (AP).

/ritzau/

TjekDet - faktatjek