Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/05/2026 - 17:25

To fanger efterlyses af politiet efter flugt fra nordjysk fængsel

Politiet håber, at oplysninger fra offentligheden kan lede det på sporet af to mandlige flugtfanger.

Af: /ritzau/

To fanger flygtede søndag fra Kragskovhede Fængsel, der ligger i et naturområde mellem Frederikshavn og Skagen.

Derfor er begge nu blevet efterlyst af Nordjyllands Politi, skriver det på meddelelsestjenesten Politi Update.

Politiet sender en appel til offentligheden i håb om at modtage oplysninger, der kan lede dem på sporet af de undvegne fanger.

- Det skal understreges, at alle oplysninger om mulige opholdssteder er interessante for politiet.

Der er tale om en 24-årig, der beskrives som mørk i huden, almindelig af bygning og er 180 centimeter høj. Han har mellemlangt sort hår og skæg.

Den anden er 19 år. Han er også mørk i huden, spinkel af bygning og har mellemlangt sort hår.

De er begge dømt for personfarlig kriminalitet, oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.

Den 24-årige afsoner en dom på tre år og ni måneder, mens den 19-årige har fået en dom på to år.

Nordjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke fået nogen henvendelser om, hvor de to mænd kunne opholde sig.

Kragskovhede Fængsel er et åbent fængsel med 161 åbne pladser. Det har også en lukket afdeling med 50 pladser.

Kriminalforsorgen oplyser, at de begge sidder i den åbne del af fængslet.

Der er ikke yderligere oplysninger om, hvordan de to mænd er flygtet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek