Slagelse, 07/02/2026 - 10:03
Fem uheld får politikreds til at advare om sort is på Sydsjælland
Nær Slagelse har der været fem færdselsuheld som følge af sort is, og politiet opfordrer til agtpågivenhed.
Af: /ritzau/
Trafikanter skal passe på i morgentrafikken lørdag, da der kan være sort is på vejene.
Det fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jannick Hallø til Ritzau.
Advarslen kommer, efter at kredsen har fået meldinger om fem trafikuheld som følge af glat føre nær Slagelse.
- Fire af dem var på Vestmotorvejen. Tre af dem i østgående og et i vestgående, og så har vi haft et mere ude på en mindre landevej sydvest for Slagelse, siger vagtchefen.
- Det er også en, der er gledet som følge af det her sorte is formentlig, tilføjer han.
Vagtchefen tilføjer, at der ikke er nogen tilskadekomne.
- En er blevet kontrolleret på sygehuset, men der er ikke sket personskade, siger han.
Sort is er et tyndt lag vand, der er frosset og ligger oven på vejbanen, men som kan være svært at se med det blotte øje.
Vejene er ryddede de fleste steder, men der er fortsat glat på vejene i kredsen, lyder det.
På trods af det fortsatte glatte føre kan man fortsat frit køre ud i trafikken lørdag.
Tidligere på morgenen skrev Rigspolitiet, at alle politikredse ophævede advarslen om ikke at bevæge sig ud på vejene unødigt.
Før det var der også meldinger om uheld i andre kredse.
Østjyllands Politi har haft to glatføreuheld natten til lørdag, men også uden, at der var nogen personskade, oplyste vagtchefen tidligere på morgenen.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) skriver i et opslag på det sociale medie X, at byger strømmer ind over landet fra øst og sydøst lørdag morgen.
Mod nord er der tale om sne- og sludbyger, mens der mod syd kan være både sne-, slud- og regnbyger, lyder det.
- Der er risiko for is- og sneglatte veje, så kør forsigtigt derude!, skriver DMI.
/ritzau/




