Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 07/08/2025 - 00:08

Trump vil pålægge mikrochips en importtold på 100 procent

Computerchips og halvledere vil blive pålagt en importtold på 100 procent, varsler Donald Trump.

Jonathan Ernst/Reuters

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, har planer om at indføre en importtold på 100 procent på mikrochips.

Det siger Trump onsdag til journalister ved Det Hvide Hus i Washington D.C.

- Vi vil indføre en told på 100 procent på computerchips og halvledere, der kommer ind i USA, siger præsidenten.

Halvledere har særlige elektriske egenskaber, og halvlederkomponenter anvendes blandt andet i computere og telekommunikationsudstyr.

Udenlandske virksomheder, der producerer mikrochips og halvledere i USA, slipper for importtolden.

- Hvis man har indgået aftaler om at bygge (i USA, red.), eller man er i gang med at bygge, som mange er, så vil der ikke være nogen told, siger Donald Trump.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvornår importtolden på de elektroniske komponenter vil træde i kraft.

Trump-administrationen har tidligere varslet, at der var en særlig told på vej på mikrochips og halvledere.

Tilbage i april sagde handelsminister, Howard Lutnick, at det var nødvendigt for at få produktionen tilbage til USA.

- De kommer til at få en særligt fokuseret type told, som sikrer, at den type produkter vender tilbage.

- Vi må have halvledere, vi må have chips, og vi må have fladskærme. Vi har brug for, at de ting bliver lavet i USA. Vi kan ikke være afhængige af Sydøstasien, sagde Howard Lutnick dengang.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek