Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/07/2026 - 18:52

Varsel får Hofor til at fraråde badning efter kraftig regn

Badegæster bør være ekstra opmærksomme på vandet efter kraftig regn grundet risiko for spildevandsbakterier.

Bent K Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Badelystne borgere i Københavns Kommune opfordres til at være ekstra opmærksomme på badevandet de kommende dage.

Det oplyser Hofor til Ritzau.

Opfordringen kommer i kølvandet på DMI's varsel om risiko for kraftig regn flere steder i landet søndag og mandag.

Årsagen er, at store mængder regn kan føre til overløb af spildevand, som risikerer at ende i badevandet.

Det kan i værste fald føre til sygdom, lyder det.

DMI udsendte lørdag et gult varsel, der gælder for størstedelen af landet, om risiko for kraftig regn og torden.

Varslet har været gældende fra søndag eftermiddag og gælder frem til mandag aften.

Opfordringen fra Hofor er generelt at være ekstra opmærksom på badevandet et par dage efter et stort regnskyl. Det gælder særligt, hvis man har tænkt sig at bade i en havn eller ved bynære strande.

Vil man alligevel en tur i vandet, kan man orientere sig på badevand.dk om, hvorvidt kvaliteten af vandet på det pågældende badested er forurenet.

Også Kalundborg Kommune har søndag varslet borgere og besøgende om risikoen for forurenet badevand de kommende dage.

Det skriver TV 2 Øst.

Her lyder anbefalingen, at man vurderer forholdene, inden man bevæger sig ud i vandet.

Særligt grumset eller misfarvet vand bør give anledning til bekymring. Det kan ifølge mediet både være tegn på forurening eller øget forekomst af alger.

Er man i tvivl om badevandskvaliteten, anbefaler kommunen, at man undlader at gå i.

Det er kommunerne selv, der hver især står for at lave målinger af badevandskvaliteten, og de bliver ifølge Hofor lavet jævnligt.

Man bør derfor også kunne orientere sig lokalt på diverse badesteder, hvor der er opsat badeflag.

Ser man et rødt badeflag, bør man afholde sig fra at gå i, lyder det.

Hvis det alligevel ikke stopper en fra at hoppe i vandet, lyder opfordringen, at man bør tage et godt bad med sæbe efterfølgende for at få vasket eventuelle spildevandsbakterier af.

RITZAU

TjekDet - faktatjek