København, 29/01/2026 - 12:05
Europarådet bakker enstemmigt op om Grønlands territoriale integritet
Europæiske lande understreger, at det er op til Danmark og Grønland at beslutte det fremtidige tilhørsforhold.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er fuld støtte til Grønland og Danmark fra Europarådets Parlamentariske Forsamling.
Forsamlingen har torsdag enstemmigt vedtaget en resolution, der bakker op om Grønlands territoriale integritet.
Og den opbakning er den danske delegationsformand Mogens Jensen (S) glad for.
- Jeg er meget taknemmelig for den store danske støtte til Grønland og Danmark. I en tid, hvor regler og normer er udfordret, er det godt at opleve, at Europarådets parlament står fast på, at man skal overholde de internationale regler, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.
I resolutionen understreger Europarådets Parlamentariske Forsamling, at det alene er op til Grønland og Kongeriget Danmark at beslutte det fremtidige tilhørsforhold, og at internationale regler og love skal overholdes i den forbindelse.
Under debatten i parlamentet i Strasbourg var der stor opbakning til Danmark og Grønland.
- Jeg vil bekræfte vores solidariske engagement. Alle politiske grupper i denne forsamling står bag jeres fundamentale værdier og det grønlandske folk, sagde den svenske repræsentant, Markus Wiechel, under debatten.
- Vores støtte til Danmark og Grønland passer naturligt til vores tradition. Vi står sammen med Danmark og Grønland, sagde den irske repræsentant, Patrick Casey.
Folketingspolitiker Mette Reissmann (S) var også til stede under debatten for at takke de europæiske lande for deres støtte.
- Grønland er ikke til salg. Grønland er et folk, et land, et demokrati og en integreret del af Danmark.
- Sikkerhed skal opretholdes kollektivt. Vi må ikke tøve med at prioritere. Tak for at minde os om, at Europa ikke blot er et kontinent, men en solidaritetsunion, sagde hun i sin tale for rådet.
Derudover advarer parlamentet om, at et øget fokus på magtpolitik kan føre til, at international lov og respekten for gældende normer kommer under pres.
Det er den danske delegation, der har taget initiativ til, at spørgsmålet er blevet rejst i Europarådets parlament.
Mogens Jensen udtrykker glæde over, at "man er klar til at forsvare grundlæggende værdier som demokrati og menneskerettigheder, som har været helt grundlæggende for Europarådet, siden det blev etableret for mere end 75 år siden".
/ritzau/




