København, 23/03/2026 - 05:17
Stor tagbrand i Søborg er slukket efter otte timers indsats
Bygningsbrand i Søborg er blevet slukket, efter at 16 udrykningskøretøjer blev tilkaldt søndag eftermiddag.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter en over otte timer lang indsats har Hovedstadens Beredskab natten til søndag fået slukket en større bygningsbrand i Tinghøjparken i Søborg.
Det oplyser Paw Skou, der er vagtchef ved Vestegnens Politi, tidligt mandag morgen.
De sidste brandbiler kørte fra stedet omkring klokken 02, fortæller vagtchefen.
Flere anmeldelser om branden tikkede ind klokken 17.13, og siden viste billeder store flammer i bygningens tag.
Herefter blev der sendt 16 udrykningskøretøjer til adressen.
Ekstra Bladet beskrev, at man kunne se en "voldsom røgudvikling" på himlen.
Et par timer før midnat oplyste Frank Mikkelsen, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab, til B.T., at man havde fået branden under kontrol.
Årsagen til branden er tidligt mandag morgen ikke kendt, oplyser Paw Skou og fortæller videre, at der vil blive gennemført en række tekniske undersøgelser, der skal gøre politiet klogere på årsagen.
Tre boligblokkes opgange blev ramt, men bygningen er ikke i risiko for at styrte sammen, fortalte Frank Mikkelsen søndag aften til B.T.
Ingen borgere er kommet til skade i forbindelse med branden.
Alle de berørte borgere er blevet evakueret og genhuset, fortæller Paw Skou, der ikke kan oplyse, præcis hvor mange borgere, der er tale om.
Et område omkring bygningen er tidligt mandag morgen fortsat afspærret.
/ritzau/




