Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/10/2025 - 15:10

Sanne Salomonsen: Jeg har slagtet meget på musikkens alter

Efter et liv dedikeret til musikken reflekterer Sanne Salomonsen i et interview med Jyllands-Posten over alt det, som hun gennem tiden har sat i anden række.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: Af Anders Villaume Vestergaard, Ritzau Fokus

Kærlighed, venner og familie.

Sanne Salomonsen har sat meget til side for at nå til tops.

Det fortæller sangeren i et interview med Jyllands-Posten, forud for at hun 29. oktober 2025 udkommer med bogen "Det hele".

- Jeg har slagtet meget på musikkens alter. Musikken og min selvudvikling er kommet først, og så har der ikke været plads til kærligheden. Ja, det er tarveligt, men sådan har det været, siger hun til Jyllands-Posten.

I bogen bekræfter 69-årige Sanne Salomonsen ifølge mediet rygtet om, at hun har haft et forhold til sangeren Thomas Helmig.

Flere betydningsfulde personer, som har været en del af Sanne Salomonsens kærlighedsliv, nævnes også. Hun har været gift med jazzbassist Bo Stief og haft forhold til kolleger som trommeslager Claes Antonsen og entertainer Thomas Eje.

Der er flere mænd, som Sanne Salomonsen ikke nævner i bogen, og som hun kalder for "svipsere".

Men fælles for dem alle er, at Sanne Salomonsen som regel kunne mærke, at hun skulle videre fra forholdene. Hun kan ikke give et præcist svar på hvorfor.

- Jeg ved bare, at jeg altid har beundret dem, som kunne finde ud af det. Nej, det har aldrig handlet om, at nu skulle jeg ud at prøve lykken med en ny mand, det har nok været noget med prioriteter, siger hun til morgenavisen.

Selv om hun har kastet meget i livet til side for at stå på scenen, skal det være anderledes fremover.

Sanne Salomonsen har brugt mange af sine 69 somre i en turbus, hvor hun blandt andet har rejst rundt til festivaler i sommer-Danmark.

Men sommeren 2025 brugte hun hjemme med afslapning og rideture.

- Jeg må sande, at jeg er 35 år oppe i hovedet, men nu vil jeg have tid til fordybelse. Med familien. Med mine venner. Med mig selv. Jeg er allerede i gang, jeg droppede festivalerne i år, for jeg ville have mine somre tilbage, siger hun til Jyllands-Posten.

Familien tæller blandt andre sønnen Victor Ray, som hun fik i 1988 med den svenske sanger og guitarist Mats Ronander.

Sanne Salomonsen har flere gange været øverst på hitlisten, og hendes album "Sanne" blev det mest solgte danske rockalbum i 1989 og det femte mest solgte album nogensinde i Danmark.

Men alt har ikke været succes og fremgang i rockdronningens liv.

I 2006 fik hun en blodprop i hjernen, der gav hende nedsat følsomhed i venstre hånd, og siden fik hun en depression.

Sanne Salomonsen fik sin musikalske debut som teenager, hvorefter hun var en del af Sneakers og Anne Linnet Band.

Som solist står hun bag store danske hits som "Kærligheden kalder" fra 1989 og "Jeg' i live", som hun lavede i 2000 sammen med Thomas Helmig.

/ritzau/

Rom, 24/10/2025 - 19:09

På første store rejse i fire år hædrer dronning Margrethe antikforsker

Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethes Romerske Pris har 10-års jubilæum. I den forbindelse er dronning Margrethe rejst til Rom.

Den danske professor Jesper Majbom Madsen er fredag aften blevet hædret for sin mangeårige forskning og formidling om antikken.

Det er sket, da dronning Margrethe har overdraget ham prisen Dronning Margrethes Romerske Pris i den italienske hovedstad, Rom.

Jesper Majbom Madsen er professor i antikkens historie på Syddansk Universitet og er ifølge Videnskab.dk internationalt beskrevet som "en af de fremmeste på sit felt".

Prisen, der har 10-års jubilæum i år, uddeles hvert år til en person, gruppe eller institution, der har ydet en særlig indsats inden for kultur, videnskab eller formidling med forbindelse til Italien.

Jesper Majbom Madsens forskning i nutidens klimaforandringer i kobling med det antikke romerrige fremhæves blandt andet i begrundelsen for prisen til den danske forsker.

Han er en del af Syddansk Universitets klimacenter, SDU Climate Cluster.

Her har han de senere år undersøgt, hvordan klimaforandringer påvirkede Romerrigets udvikling og dermed givet et nyt blik på, hvilke langsigtede geopolitiske følger nutidens klimaforandringer kan få.

Foruden æren og prisen modtager Jesper Majbom Madsen et stipendium på 100.000 kroner.

Prisen uddeles af en priskomité bestående af repræsentanter for kongehuset, Det Danske Institut i Rom og Carlsbergfondet efter indstilling af kandidater, der er foreslået af instituttet i Rom.

Prisceremonien fredag aften er foregået på instituttet i Rom, som dronning Margrethe har været protektor for siden 2011.

Senest dronningen besøgte Rom var i 2017. Siden tronskiftet i januar 2024 har den 85-årige dronning droslet ned for de officielle opgaver.

Det er særligt sjældent, at dronning Margrethe rejser til udlandet på officielle besøg, hvoraf det seneste store var til Tyskland i 2021.

Inden prisuddelingen fredag aften har dronning Margrethe været på private besøg i Rom blandt andet til den internationale forening for klassisk arkæologi, som hun har været protektor for siden 1975.

På sidstedagen for dronningens tur til Italien, lørdag, skal hun blandt andet forbi den danske ambassadør til Italiens residens og Augustusmausolæet.

/ritzau/

Læs Mere >>

Rom, 24/10/2025 - 19:02

På første store rejse i fire år hædrer dronning Margrethe antikforsker

Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethes Romerske Pris har 10-års jubilæum. I den forbindelse er dronning Margrethe rejst til Rom.

Den danske professor Jesper Majdom Madsen er fredag aften blevet hædret for sin mangeårige forskning og formidling om antikken.

Det er sket, da dronning Margrethe har overdraget ham prisen Dronning Margrethes Romerske Pris i den italienske hovedstad, Rom.

Jesper Majdom Madsen er professor i antikkens historie på Syddansk Universitet og er ifølge Videnskab.dk internationalt beskrevet som "en af de fremmeste på sit felt".

Prisen, der har 10-års jubilæum i år, uddeles hvert år til en person, gruppe eller institution, der har ydet en særlig indsats inden for kultur, videnskab eller formidling med forbindelse til Italien.

Jesper Majdom Madsens forskning i nutidens klimaforandringer i kobling med det antikke romerrige fremhæves blandt andet i begrundelsen for prisen til den danske forsker.

Han er en del af Syddansk Universitets klimacenter, SDU Climate Cluster.

Her har han de senere år undersøgt, hvordan klimaforandringer påvirkede Romerrigets udvikling og dermed givet et nyt blik på, hvilke langsigtede geopolitiske følger nutidens klimaforandringer kan få.

Foruden æren og prisen modtager Jesper Majdom Madsen et stipendium på 100.000 kroner.

Prisen uddeles af en priskomité bestående af repræsentanter for kongehuset, Det Danske Institut i Rom og Carlsbergfondet efter indstilling af kandidater, der er foreslået af instituttet i Rom.

Prisceremonien fredag aften er foregået på instituttet i Rom, som dronning Margrethe har været protektor for siden 2011.

Senest dronningen besøgte Rom var i 2017. Siden tronskiftet i januar 2024 har den 85-årige dronning droslet ned for de officielle opgaver.

Det er særligt sjældent, at dronning Margrethe rejser til udlandet på officielle besøg, hvoraf det seneste store var til Tyskland i 2021.

Inden prisuddelingen fredag aften har dronning Margrethe været på private besøg i Rom blandt andet til den internationale forening for klassisk arkæologi, som hun har været protektor for siden 1975.

På sidstedagen for dronningens tur til Italien, lørdag, skal hun blandt andet forbi den danske ambassadør til Italiens residens og Augustusmausolæet.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/10/2025 - 12:00

FAKTA: Opskrift på papkassemonster

* Skær fire stykker bølgepap til masken. Stykkerne skal måle omkring 15 centimeter i bredden og 50 centimeter i længden. Skær stykkerne på tværs af pappets bølger, så de kan bukkes og samles til masken. Saml dem kant mod kant med limpistol, så masken bliver tredimensionel.

* Skær med en hobbykniv et hul i den ene side til maskens mund, som man kan se ud igennem, og på den anden side et hul, så masken lettere kan tages af og på. Skær læber, ører og horn af pap, og lim dem på masken. Lim eventuelt plastikøjne på masken.

* Skær otte stykker pap til tentaklerne - stykkerne skal måle omkring 10 centimeter i bredden og 40-80 centimeter i længden. Skær stykkerne på tværs af pappets bølger, så de kan bukkes og samles til tentaklerne. Saml dem kant mod kant med limpistolen, så tentaklerne bliver tredimensionelle. Skær cirkler i forskellige størrelser, og lim dem på tentaklerne som sugekopper.

Kilde: "Halloweenbogen" af Emil Obel.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/10/2025 - 12:00

Skab sjove halloweenkostumer til ungerne uden at købe nyt

Der skal ikke mere til end en gammel T-shirt eller en papkasse for at bringe ninjaer, monstre eller mumier til live.

Halloween skriger på uhyggelig udklædning til ungerne, og det behøver ikke at koste en klink.

- Jeg har det sådan: Hvorfor købe kostumer, når man kan lave dem meget federe selv sammen med sine børn og have det skægt med det?, siger Julie Paludan-Müller, der står bag bogen "Kostumeværkstedet - hjemmelavet udklædning til børn".

Hendes allernemmeste hack til et kostume er en ninja. Her skal du blot bruge en langærmet, sort T-shirt.

Træk trøjen halvt over hovedet på barnet, så udskæringen af trøjen hviler på næsetippen, mens resten af underansigtet er skjult. Det bageste af trøjen kan nu tages op bagfra og hen over ansigtet, så kun øjnene kan ses. Tag nu ærmerne, og bind dem bag ved barnets hoved, så masken bliver siddende.

- Det ser megasejt ud. Så kan barnet tage noget sort tøj på, og måske har man et lille sværd, der kan sættes i et bælte om livet. Bæltet kan bare være en rød snor. Det er en virkelig nem ninja, lyder det fra Julia Paludan-Müller.

Et andet hurtigt og nemt kostume er den klassiske mumie, hvor du river nogle gamle lagener eller aflagt tøj i strimler, der vikles rundt om barnet.

- Du kan virkelig lave en sej, gammel, muggen mumie ved at dyppe strimlerne i te og hænge dem til tørre. Så får de det helt rigtige mugne look, fortæller hun.

Gamle kostumer fra udklædningskassen kan også laves om til et halloweenhit. Har du for eksempel et klovnekostume, kan barnet blive til en skræmmende klovn blot ved at lave noget uhyggelig ansigtsmaling.

- Med en prinsessekjole kan man lave en uhyggelig dukke ved at male uhyggelige kuglerunde øjne. Det kan se ret sejt ud, siger Julie Paludan-Müller og tilføjer, at der findes masser af guides til ansigtsmaling på YouTube.

Kribler det i fingrene for at klippe og klistre, kan du kaste dig ud i at kreere et papkassemonster.

Det foreslår Emil Obel, der er kendt som vinder af "Den Store Bagedyst", men også er forfatter til "Halloweenbogen", hvor han deler kreativ gør det selv-halloweeninspiration.

- Min version af papkassemonsteret er en med et sjovt blækspruttehoved og tentakler, der stikker ud. Så laver jeg nogle mærkelige ører og klistrer på. Men man kan give det lige den form, man har lyst til, fortæller Emil Obel.

Pap er i det hele taget perfekt til at lave masker eller andre sjove hovedbeklædninger ud af, mener han.

- Det er megasjovt at lave ting ud af skrammel, der ikke koster alverden. Man kan male på nogle gamle papkasser, sætte en masse toiletruller sammen eller bruge tøj, man er vokset ud af, eller som er blevet hullet, siger Emil Obel og forsætter:

- Så har du nogle grundmaterialer at bygge af, og så kan du altid købe noget maling eller ansigtsmaling, der lige sætter prikken over i'et.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek