Los Angeles, 10/02/2026 - 04:17
Dommer blokerer for Californiens forbud mod maskerede betjente
Dommer giver ikke grønt lys til lov i Californien, der forbyder føderale betjente at dække deres ansigter.
Af: /ritzau/
En føderal dommer i USA har mandag blokeret for, at en lov i delstaten Californien kan træde i kraft. Det gælder en lov, som ville forbyde betjente fra landets immigrationsmyndigheder at dække deres ansigter.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Betjentene vil dog stadig være forpligtet til at bære tydelig identifikation med angivelse af den myndighed, de arbejder for, og deres tjenestenummer.
Californien blev den første delstat i USA, som vedtog en lov, der forbyder betjente at bære ansigtstildækning.
Loven blev underskrevet i september i kølvandet på en række opsigtsvækkende razziaer udført af immigrationsmyndigheden Immigration and Customs Enforcement (ICE) i storbyen Los Angeles over sommeren.
I november anlagde præsident Donald Trumps administration så et søgsmål, der udfordrede loven. Her lød det, at lovgivningen ville true sikkerheden for betjente, der udsættes for chikane, vold og såkaldt doxing - at søge efter og offentliggøre personlige oplysninger om en person.
Det lød også, at loven krænkede landets forfatning, fordi den ville gøre delstaten regulerende for den føderale regering.
/ritzau/




