Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington, 14/01/2020 - 21:22

Rigsretssag mod Trump ventes onsdag at ryge til Senatet

Onsdag stemmer Repræsentanternes Hus, og så kan Senatet snart tage hul på rigsretssagen mod Donald Trump.

Eric Baradat/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Repræsentanternes Hus vil onsdag stemme om at sende anklagepunkterne i rigsretssagen mod præsident Donald Trump videre til Senatet.

Det siger den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

En afstemning i Repræsentanternes Hus onsdag åbner for, at Senatet kan tage de indledende skridt i rigsretssagen mod Trump allerede i denne uge.

Selve rigsretssagen i Senatet begynder formentlig i næste uge, siger den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell.

I denne uge kan der være forberedende skridt såsom at tage senatorer i ed, siger han.

- Det vil gøre os klar til at begynde den egentlige retssag næste tirsdag, lyder det fra McConnell.

Pelosi har ventet i flere uger med at sende anklagerne videre fra Repræsentanternes Hus til Senatet, hvor rigsretssagen skal finde sted.

Hun og Mitch McConnell har været uenige i spørgsmålet om nye vidner, når sagen rykker videre til Senatet.

Tirsdag retter Pelosi fornyet kritik mod McConnell og siger, at han forsøger at dække over Trump.

- Amerikanerne vil fuldt ud opfatte Senatets forsøg på at indlede retssagen uden vidner og dokumenter som en ren politisk mørklægning. McConnell og præsidenten er bange for, at flere fakta kommer frem, skriver Pelosi på Twitter.

Demokraterne vil gerne have nuværende og tidligere topembedsmænd i Det Hvide Hus til at afgive forklaring under ed.

Blandt dem er Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, der potentielt kan skade præsidentens sag.

McConnell har endnu ikke meddelt, om der kan føres nye vidner eller fremlægges nye dokumenter i sagen.

Men to republikanske senatorer, Lindsey Graham og Mike Rounds, siger, at McConnells plan for rigsretssagen garanterer, at der vil blive holdt en afstemning om indkaldelse af vidner og fremlæggelse af nye beviser.

Demokraterne frygter, at McConnell vil forsøge at styre processen mod en hurtig frifindelse af præsidenten - noget, som han har antydet, at han vil gøre.

- Hvad laver Senatet, der gør, at de ikke har plads i kalenderen til at høre fra vidner som John Bolton og Mick Mulvaney, siger det demokratiske kongresmedlem Hakeem Jeffries tirsdag ifølge tv-stationen CNN.

Mulvaney er fungerende stabschef i Det Hvide Hus. Demokraterne vil gerne indkalde ham og Bolton som vidner for at høre mere om en omstridt telefonsamtale mellem Trump og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, i juli.

De to anklagepunkter mod Trump handler om embedsmisbrug og hindring af Kongressens arbejde.

Præsidenten er anklaget for at have misbrugt sin magt ved at presse Ukraines regering til at iværksætte en undersøgelse af Trumps politiske rival Joe Biden og dennes søn.

Derudover er Trump anklaget for at have modarbejdet Kongressen i efterforskningen af sagen.

Det er kun tredje gang i USA's historie, at der indledes en rigsretssag mod den siddende præsident.

/ritzau/Reuters

København, 23/12/2025 - 18:21

Komikeren Russell Brand sigtet i to nye tilfælde af overgreb

Carlos Jasso/Reuters

Den britiske komiker er i forvejen tiltalt for flere voldtægter og seksuelle overgreb.

Den britiske skuespiller og komiker Russell Brand er sigtet for to nye tilfælde af voldtægt og seksuelle overgreb.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De nye anklager vedrører to kvinder.

Anklagerne følger fem lignende tilfælde, der blev rejst tilbage i april.

Anklagerne omhandlede da overgreb mod fire kvinder i perioden 1999 til 2005.

Den 50-årige skuespiller blev tiltalt for to tilfælde af voldtægt, et tilfælde af blufærdighedskrænkelse og to tilfælde af seksuel krænkelse.

De anklager erklærede han sig tilbage i maj ved en domstol i London ikke skyldig i.

Han nægtede sig inden løbende skyldig i anklagerne og afviste, at der skulle være tale om sex uden samtykke.

Russell Brand skal i forbindelse med de to nyeste anklager møde op i magistratsretten i Westminster 20. januar.

Sagen om anklagerne fra april ventes at begynde 16. juni.

Brand er skuespiller, komiker og har generelt været en fremtrædende personlighed inden for særligt britisk tv og radio.

Han var desuden fra 2010 til 2011 gift med den amerikanske popstjerne Katy Perry.

Russell Brand har været med i flere Hollywood-film - blandt andet "Forgetting Sarah Marshall" og "Get Him to the Greek".

Brand er gået fra at være en mainstreamberømthed til på sociale medier hyppigt at dele videoer om konspirationsteoretiske emner med sine millioner af følgere.

De anklager, som han i maj nægtede sig skyldig i, udspringer af en politiefterforskning af beskyldninger, der blev rettet mod ham i en dokumentar på den britiske Channel 4.

I en video på det sociale medie X sagde Brand i april, at han var "taknemmelig" for muligheden for at forsvare sig selv.

- Jeg var et fjols, før jeg levede i Herrens lys. Jeg var afhængig af stoffer, sex og en tåbe, men jeg var aldrig en voldtægtsmand. Jeg har aldrig taget del i aktiviteter uden samtykke, siger han i videoen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/12/2025 - 18:10

Komikeren Russell Brand sigtet i to nye tilfælde af overgreb

Carlos Jasso/Reuters

Den britiske komiker er i forvejen tiltalt for flere voldtægter og seksuelle overgreb.

Den britiske skuespiller og komiker Russell Brand er sigtet for to nye tilfælde af voldtægt og seksuelle overgreb.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De nye anklager vedrører to kvinder.

Anklagerne følger fem lignende tilfælde, der blev rejst tilbage i april.

Anklagerne omhandlede da overgreb mod fire kvinder i perioden 1999 til 2005.

Den 50-årige skuespiller blev tiltalt for to tilfælde af voldtægt, et tilfælde af blufærdighedskrænkelse og to tilfælde af seksuel krænkelse.

De anklager erklærede han sig tilbage i maj ved en domstol i London ikke skyldig i.

Han nægtede sig inden løbende skyldig i anklagerne og afviste, at der skulle være tale om sex uden samtykke.

Russell Brand skal i forbindelse med de to nyeste anklager møde op i magistratsretten i Westminster 20. januar.

Sagen om anklagerne fra april ventes at begynde 16. juni.

Brand er skuespiller, komiker og har generelt været en fremtrædende personlighed inden for særligt britisk tv og radio.

Han har også været med i flere Hollywood-film - blandt andet "Forgetting Sarah Marshall" og "Get Him to the Greek".

Brand er gået fra at være en mainstreamberømthed til på sociale medier hyppigt at dele videoer om konspirationsteoretiske emner med sine millioner af følgere.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/12/2025 - 10:00

FAKTA: Fem grunde til at træne sammen

1. I får kvalitetstid sammen: Partnertræning bringer både fysisk kontakt, nærvær og kvalitetstid ind i parforholdet. Tid sammen er ofte det første, der ryger, når job, husholdning og børn fylder. Fællestræning giver nogle tiltrængte afbræk, hvor det kun handler om jer.

2. Det forpligter: Det er altid mere forpligtende at træne med andre. Hvis det er din partner, der venter med løbeskoene på, bliver aftalen mere bindende. Og det er svært at komme med dårlige undskyldninger til den, der kender dig bedst - især hvis I bor sammen.

3. I yder mere: Vi vil gerne gøre os umage og vise os fra den bedste side, når vi træner med den, vi holder af. Det giver incitament til at give den en ekstra skalle.

4. I styrker parforholdet: Det er ikke kun præstationerne, der bliver bedre. Når I træner sammen, ser I nye sider af hinanden, støtter hinanden og gør en ekstra indsats for, at oplevelsen bliver god for jer begge.

5. Det bliver sjovere: Træning er ofte mere motiverende og sjovt, når det foregår sammen med partneren. I kan udfordre hinanden, samarbejde om øvelser og motivere hinanden til at blive ved.

Kilde: iform.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/12/2025 - 10:00

Tag din partner med på rejsen når du vil lægge dit liv om

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Pønser du på at ændre din daglige rutine i nytårsforsættets navn, må du ikke glemme at pleje forholdet - eller give slip på dine forpligtelser.

Bor du med en partner, er hverdagen spundet tæt sammen. Derfor vil en stor ændring i rutiner næsten altid have indflydelse på din bedre halvdel.

Det forklarer Lea Tangelev Greve, der er psykolog og postdoc i parforhold og forældreskab i Enhed for Par- og Familieforskning på Aarhus Universitet.

- Hvis du begynder at bruge flere aftener på træning eller ønsker at ændre spisevaner, så kræver det noget tilvænning, fordi det er en afvigelse fra den normale daglige rutine.

- Det er forståeligt, at det kan skabe utilfredshed hos dig, hvis du har indtryk af, at din partner står i vejen for de mål, du har sat. Men husk på, at din partner kan have det på samme måde, hvis du begynder at ændre på en rutine, der fungerer, siger hun.

Derfor er det ifølge Lea Tangelev Greve afgørende, at du ikke søsætter et soloprojekt uden først at vende det med din partner.

- I behøver ikke begge have et ønske om at ændre livsstil, men sandsynligheden for, at det ikke går ud over parforholdet, er meget større, hvis I får talt ud om, hvorfor og hvordan du vil ændre din rutine, siger hun.

Det er vigtigt at få taget de svære samtaler i opløbet, så de ikke hober sig op og ender med at skulle tages i affekt - for eksempel når du sidder og snører løbeskoene eller midt i ulvetimen med børnene.

- Det kan blive en udfordring, hvis du udskyder at tale om tingene af frygt for en konflikt. Sørg for at få talt ud om tingene, når I begge har tid og overskud.

- På den måde bliver det nemmere at finde kompromiser, der gør, at hverdagen hænger sammen for jer begge, siger hun.

Og tilføjer I børn til ligningen, bliver det kun endnu vigtigere.

- Børn gør hverdagen mere kompleks. Vil du bruge mere tid på motion, kan det gå ud over tiden med din partner og børnene. Derfor er det ekstra vigtigt at strukturere dagen, så der bliver plads til det hele, siger Lea Tangelev Greve.

Det handler ikke kun om at være klar i mælet, når du er startet med træningen.

Ifølge Thomas Bredahl, som er lektor og studieleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, viser adfærdsforskning, at den bedste forudsætning for at ændre en vane er grundig forberedelse.

- Forberedelse og forventningsafstemning er alfa og omega. Det handler ikke kun om at finde en aktivitet, melde sig ind i en løbeklub eller købe nyt træningsudstyr. Vigtigst er det at finde en formel for din træning, der harmonerer derhjemme, siger han.

Han peger også på, at opbakning kan være afgørende for, om du lykkes med at nå dit mål om at komme i form.

- Selv med en stærk vilje kan det blive svært at holde fast, hvis det ikke spiller på hjemmefronten.

- Hvis din partner sender signaler som "skal du nu afsted igen?", eller "det er jo din aften med børnene", kan det presse systemet hårdere, end din egen motivation kan bære, siger Thomas Bredahl.

Derfor kan det betale sig at tænke forholdet ind i din træningsplan fra start.

- Jo mere du inddrager din partner i planlægningen, jo større chance har du for, at du kan holde din træning og motivation ved lige, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek