Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kliplev, 15/08/2025 - 19:15

Mange tilskadekomne efter togafsporing i Sønderjylland

Banedanmark bekræfter togulykke i Sønderjylland mellem Kliplev og Tinglev, hvor der skal være tilskadekomne.

Af: /ritzau/

Der er meldinger om mange tilskadekomne, efter at et tog er afsporet i Sønderjylland mellem Kliplev og Tinglev.

Det oplyser Banedanmark til TV 2.

I et opslag på X skriver Banedanmark, at togafsporingen mellem Tinglev og Kliplev er sket, efter et tog har ramt et køretøj i en overkørsel.

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter på X, at de er til stede ved hændelsen.

- Vi er massivt til stede med det øvrige redningsberedskab. Vi har brug for arbejdsro på stedet, og uvedkommende skal blive væk fra stedet. Vi melder yderligere ud via pressemeddelelser snarest, skriver politikredsen kort før klokken 18.

Indsatslederen ved Brand & Redning Sønderjylland kalder afsporingen "en stor katastrofe", skriver JydskeVestkysten.

På DSB's hjemmeside fremgår det, at toget var et InterCityLyn 951 med planlagt ankomst i Sønderborg klokken 17:13.

DSB har oprettet et krisetelefonnummer hos Falck Healthcare, som pårørende til kunder på toget kan kontakte.

Nummeret er 70244514.

Banedanmark oplyser til TV 2, at de agerer, som var det en større og meget alvorlig ulykke.

Det bliver ligeledes oplyst, at toget var på vej fra København til Sønderborg via Fredericia.

TV 2 skrev kort før klokken 17.30, at en lægehelikopter netop var ankommet til stedet.

Mediet skriver, at politiet har taget hunde og droner i brug. Et billede viser toget, der holder på stenene ved siden af sporet.

Ekstra Bladets fotograf på stedet fortæller, at 30 til 40 børn noget tid efter ulykken blev ført væk fra ulykkesstedet. Ifølge fotografen var mange af dem "meget beskidte, og nogle af dem blødte også en lille smule".

- De var pakket ind i sådan nogle nødtæpper og blev ført op til deres forældre, der stod et stykke væk, lyder det fra Ekstra Bladets fotograf.

Aabenraa Kommune har i samarbejde med de to øvrige sønderjyske kommuner Haderslev og Tønder aktiveret et "fællesberedskab". Det siger Aabenraas borgmester, Jan Riber Jakobsen, til Ritzau.

Beredskabet indebærer, at myndighederne er på standby og dermed står klar, hvis involverede parter skal have opholdsfaciliteter og anden form for hjælp.

- Det er rigtig trist, når sådan noget her sker. Men vi er ved at få et overblik over det hele. Det er for tidligt at sige noget om antal, og hvor mange der har brug for hjælp, siger borgmesteren.

Banedanmark oplyser, at der er tale om en enkeltsporet strækning. Den er spærret som følge af ulykken.

Det er endnu uklart, hvor mange tilskadekomne der skal være tale om.

Banedanmark har sendt en undersøgelsesvagt til stedet, oplyser pressechefen.

Resten af døgnet og hele lørdag den 16. august kører der ikke tog på strækningen Tinglev-Sønderborg, skriver DSB på X ved 19-tiden fredag.

I juli stødte en varebil og et tog sammen ved en jernbaneoverskæring ved Kliplev. Dengang døde en 24-årig mand.

Ifølge tvSyd er fredagens togulykke ikke sket det samme sted.

/ritzau/

København, 20/08/2025 - 14:41

Remee dømt i retten: Slipper med skrækken

Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix/Arkivfoto/Ritzau Scanpix

En dårlig dag og en ny rute betød, at Remee nu er dømt i Københavns Byret. Han slipper dog med skrækken med en betinget frakendelse, skriver Ekstra Bladet.

I sommeren 2022 kørte en stor BMW igennem Østerbro i København med 80 kilometer i timen - 20 kilometer hurtigere i timen end de tilladte 60.

Bag rattet sad hitmageren og popproduceren Remee Sigvardt Jackman, der onsdag er blevet dømt i Københavns Byret.

Det skriver Ekstra Bladet.

Remee slipper dog med skrækken og kan fortsat sætte sig bag rattet.

Den tidligere X Factor-dommer har fået en betinget frakendelse af førerretten i tre år, hvilket vil sige, at kørekortet ryger, hvis han i den periode begår en ny forseelse.

Remee får ikke en bøde og skal heller ikke betale for sagens omkostninger. Til gengæld skal han generhverve kørekortet inden for de næste seks måneder, tilføjer Se & Hør, der var til stede ved retsmødet.

Ifølge Ekstra Bladet forklarede Remee, at han ikke var opmærksom på, at hastighedsgrænsen pludseligt skiftede, da han kørte en anden vej, end han plejer.

- Der var sket nogle personlige ting den dag, så jeg tror simpelthen bare, at jeg var uopmærksom. Jeg gassede ned, men bare ikke hurtigt nok, siger Remee i retten ifølge mediet og uddyber:

- Jeg havde en superdårlig dag. Mit forhold med min forlovede var lige gået i stykker, så jeg var simpelthen ikke mig selv den dag.

Efter otte års forhold kuldsejlede kærligheden mellem Remee og modellen Mathilde Gøhler i 2022.

Den 50-årige popproducer og den 33-årige model og influent har to døtre sammen. Netop børnene er en af årsagerne til, at Remee fortsat har brug for sit kørekort for at fragte dem i børnehave og i skole, forklarede han i retten ifølge Ekstra Bladet.

- Det er ekstremt vigtigt for mig. De er ikke store nok til at tage tog eller bus, og det tør vi heller ikke, sagde han ifølge mediet.

Ifølge Se & Hør var sagen for retten, fordi Remee gentagne gange har overtrådt færdselsloven.

Han har tilbage i 2021 fået en betinget frakendelse af kørekortet samt flere bøder og to klip i kørekortet de seneste to år.

Remee vandt første sæson af "X Factor" i 2008 med sin deltager Martin Hoberg Hedegaard.

Derudover står han bag flere store numre, heriblandt julehittet "Let Love Be Love", som han skrev tilbage i 1998 til sin ældste datter.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/08/2025 - 11:38

Cavlingvinder springer ud som filminstruktør

For første gang stiller Nagieb Khaja sig frem som filminstruktør for at skildre den barske virkelighed, det er, hvis man ønsker at forlade det hårde bandemiljø.

Han modtog Cavlingprisen sammen med tre journalister fra Ekstra Bladet i 2021.

Siden har han været idémand til filmen "Vejen hjem", og nu er tiden kommet til, at Nagieb Khaja selv stiller sig bag kameraet.

Han debuterer som filminstruktør med dramaet "Løvehjerte".

Det offentliggør Toolbox Film og Scanbox Entertainment i en pressemeddelelse.

Med filmen vil Nagieb Khaja skildre, hvordan det er at være en del af et kriminelt miljø, og hvor svært det kan være at forlade det igen.

Ifølge Nagieb Khaja kan det føles som at blive amputeret, fordi man efterlader sin identitet, sit netværk og det eneste sted, man har følt sig som en del af noget.

- Vores håb med denne fortælling er at vise, hvorfor det er så svært for unge mænd at kappe båndet til deres miljø, siger Nagieb Khaja i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det er især svært at forstå for de fleste af os, fordi det helt åbenlyst er en ond spiral, der kun gør mændenes liv værre for hvert sekund, de tøver med det. I værste fald kan tilhørsforholdet til miljøet koste dem livet.

Filmen handler om Luan, der har tilbragt det meste af sit liv i en bande.

De mange år i det brutale miljø har tæret på ham. Under radaren begynder han at planlægge sit exit fra både banden og det barndomskvarter, hvor han voksede op med sin bedste ven og højre hånd, Issa.

Ud over at instruere filmen har Nagieb Khaja også været med til at skrive manuskriptet.

"Løvehjerte" udspringer af et venskab mellem Nagieb Khaja og et tidligere bandemedlem, som han mødte i forbindelse med sin research på en dokumentar om bandekonflikter i København.

Nagieb Khaja har som journalist, forfatter og dokumentarinstruktør beskæftiget sig med Syrien og Afghanistan, hvor han har haft adgang til ledende personer i den fundamentalistiske islamistiske politiske bevægelse Taliban og den militante organisation al-Qaeda.

Han modtog i 2021 en Cavling, som er Danmarks mest prestigefyldte journalistiske pris, sammen med tre journalister fra Ekstra Bladet for artikelserien "Mettes uønskede børn".

Den skildrede, at Forsvarets Efterretningstjeneste havde advaret regeringen om, at danske børn i fangelejre i Syrien risikerede at blive bortført af Islamisk Stat.

Der var derudover en risiko for, at den militante islamistiske organisation ville give børnene træning med henblik på at udføre angreb i deres hjemlande. Regeringen blev siden kritiseret for ikke at have delt efterretningstjenesternes vurderinger med Folketinget.

Foran kameraet på "Løvehjerte" skal Nagieb Khaja arbejde med skuespiller Besir Zeciri, som også var med i "Vejen hjem" og i den oscarnominerede film "Pigen med nålen".

Derudover medvirker Mohamed Djeziric, som i 2024 har været med i filmen "Mørkeland" og Tv-serien "Ungeren", samt Borgen- og Badehotellet-stjernen Bjarne Henriksen.

Filmen forventes at ramme de danske biografer næste år.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/08/2025 - 14:00

FAKTA: Ny eller brugt elbil

* Analysen fra Spar Nord og Bilbasen er lavet på baggrund af et gennemsnit af de mest mest solgte nye og brugte biler.

* Da der er noget højere afskrivning på nye biler, vil besparelsen være lidt større ved at købe en brugt elbil.

* Til gengæld er der i nye elbiler i nogle tilfælde tale om bedre teknologi, og de kommer med en garanti, der dækker nogle af reparationerne.

Kilde: Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/08/2025 - 14:00

FAKTA: Beregn din besparelse ved et skift

* For at beregne besparelse ved at skifte sin benzinbil ud med en ny elbil bruger Spar Nord og Bilbasen begrebet TCO, som betyder Total Cost of Ownership - altså de totale omkostninger ved at eje bilen.

* TCO er baseret på de ti mest solgte nye biler og de ti mest solgte brugte biler i Danmark fra januar til og med maj 2025. 

* For at beregne din egen besparelse ved et skift, skal du finde din bils årlige kørselsforbrug ved at se i bilens servicebog, kørebog eller tidligere synsrapporter - eller skønne dit kørselsbehov.

* Gang dit kørselsforbrug med forskellen på benzinbilens og elbilens TCO nemlig 0,71 kroner per kilometer. Er dit kørselsbehov 20.000 kilometer, bliver regneeksemlet: 0,71 x 20.000 kilometer = 14.200 kroner om året i besparelse.

Kilde: Spar Nord og Bilbasen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek