København, 12/03/2026 - 18:18
61-årig tilstår besiddelse af revolvere og amfetamin
Dommer i Københavns Byret har besluttet at varetægtsfængsle mand fra Amager i 27 dage.
Af: /ritzau/
Fundet af to revolvere og en større portion narko i en lejlighed på Amager har torsdag ført til, at en 61-årig mand er blevet varetægtsfængslet.
Han erkender sig delvist skyldig. Det er kommet frem i et grundlovsforhør i Københavns Byret, inden dørene blev lukket.
Betjente fandt cirka tre kilo amfetamin og de to revolvere, da de besøgte stuelejligheden onsdag sidst på eftermiddagen.
Et par timer senere skred de til anholdelse af den 61-årige.
Ifølge politiets mistanke har han opbevaret amfetaminen for at sælge den sammen med andre. Men manden har afvist, at andre har deltaget i lovovertrædelsen.
Dommeren har bestemt, at han skal være fængslet i 27 dage. Der er to begrundelser. Dels kan han tænkes på fri fod at gøre noget lignende, og dels er der hensynet til politiets efterforskning.
/ritzau/




