København, 24/02/2026 - 12:06
Statsadvokaten stopper sag om Mærsks udledninger i Nordsøen
Miljøstyrelsen politianmeldte i 2017 Mærsk Olie og Gas, der siden er blevet overtaget af TotalEnergies.
Af: /ritzau/
Statsadvokaten i Viborg har besluttet at afslutte en sag mod det tidligere Maersk Olie og Gas om udledninger af kemikalier i Nordsøen uden at rejse tiltale.
Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Maersk Olie og Gas, der i dag er ejet af energiselskabet TotalEnergies, blev politianmeldt af Miljøstyrelsen i 2017 for mellem 2009 og 2017 at have udledt et kemikalie med rød fareklassificering uden tilladelse.
Sagen er stoppet, fordi Statsadvokaten vurderer, at det ikke kan bevises ved en domstol, at Mærsk handlede forsætligt og uagtsomt i forbindelse med udledningen, og at selskabet dermed overtrådte udledningsbekendtgørelsen på en strafbar måde.
Maersk Olie og Gas blev i august 2017 solgt til TotalEnergies.
Efterforskningen af udledningerne blev indledningsvist standset i marts 2019. Men i august 2019 besluttede anklagemyndigheden af genoptage sagen efter en henvendelse om nye oplysninger i sagen fra en tidligere medarbejder.
Politiet afhørte flere tidligere medarbejdere i Mærsk og bad myndigheder i Norge og Storbritannien om hjælp til efterforskningen vedrørende leverandørens og producentens rolle i sagen.
Den efterforskning har vist, at sammensætningen af det kemikalie, sagen omhandler, blev ændret, uden at Mærsk blev orienteret.
Dermed var Mærsk heller ikke orienteret om ændringen af kemikaliets miljøklassifikation.
/ritzau/




