Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/04/2024 - 10:06

Nyforlovet Elvira Pitzner er gravid: En vidunderlig ny begyndelse

Tv-personligheden og diamantdatteren Elvira Pitzner venter sit første barn med sin forlovede, forretningsmanden Mortada Haddad.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Det forgangne år har været omvæltende for mediepersonligheden Elvira Pitzner.

Nu kan hun glæde sig over, at hun venter sit første barn med sin forlovede, Mortada Haddad.

Det bekræfter den vordende mor i et videoklip delt på Instagram, hvor hun viser sin spirende babybule og holder et skanningsbillede frem.

Over for Ekstra Bladet bekræfter den kommende far, at parret venter en lille ny verdensborger.

- Elvira og jeg er overlykkelige over, at vi venter et barn. Efter en tid med mange prøvelser ser vi dette som en vidunderlig ny begyndelse, skriver Mortada Haddad i en sms til mediet.

Parret afslørede tirsdag, at de var blevet forlovet.

Elvira Pitzner og Mortada Haddad blev anholdt og varetægtsfængslet under en rejse til Dubai i november 2023.

Den iranske bokser Milad Saadati, som Elvira Pitzner tidligere har dannet par med, påstod, at Elvira Pitzner og Mortada Haddad var kærester, og at hun dermed var ham utro.

Milad Saadati og Elvira Pitzner blev islamisk gift i 2021.

Med et islamisk ægteskab underlægger man sig sharialoven. I De Forenede Arabiske Emirater betyder det, at man under artikel 356 kan anklages og dømmes for utroskab. Op til tre måneders fængsel.

Efter tre dages varetægtsfængsling blev Elvira Pitzner og Mortada Haddad løsladt. Men de fik inddraget deres pas og måtte ikke forlade landet, før en domstol havde taget stilling til anklagen.

Retten i Dubai endte med at frikende Elvira Pitzner. Den anerkendte, at Elvira Pitzner og Saadati ikke var gift.

15. februar fik Elvira Pitzner grønt lys til at forlade Dubai. Dagen efter rejste hun ud af emiratet sammen med Mortada Haddad.

- Det er pinligt at indse, hvor godtroende og naiv jeg har været på flere planer, og det er et faktum, jeg hver dag lever med, skrev Elvira Pitzner på Instagram i januar, mens sagen stod på.

Hele sagen trak adskillige overskrifter i Danmark. Også politisk fik det betydning.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fortalte i december til Ekstra Bladet, at han havde nævnt sagen for emiraternes justitsminister.

Peter Hummelgaard tilføjede, at han delte nogle oplysninger med sin kollega, "der forhåbentlig kan være med til at gøre, at den lokale anklagemyndighed i Dubai får fremmet sagen".

Elvira Pitzner er blandt andet kendt fra TV 2's dokumentarserie om Pitzner-familien, "Diamantfamilien", og sit eget selvbetitlede program, "Bare Elvira", på streamingtjenesten discovery+. Derudover har den 26-årige kendis medvirket i en række realityshows.

Mortada Haddad er iværksætter og har blandt andet stiftet datingappen Lovra.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek