Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/01/2025 - 10:43

Dansk komiker er blevet far igen efter kæmpe kamp

Dan Andersen og hans forlovede, Cæcilie Brinck Nørup, er blevet forældre for anden gang. Parret har været meget åbne omkring kampen for familieforøgelse.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Endnu et mirakel er kommet til verden.

Komikeren Dan Andersen og hans forlovede, pædagogen Cæcilie Brinck Nørup, er blevet forældre for anden gang, efter at deres søn, Pilou Albus, er kommet til verden.

Det skete hjemme i stuen, afslører den nybagte far på Instagram.

- Efter at have ligget og kontrolleret veer i soveværelset satte hun sig stille og roligt ned i fødekarret. Og i en fuldstændig vanvittig kraftpræstation brølede hun ham ud og lagde ham op på maven, skriver Dan Andersen og fortsætter:

- Jeg har aldrig set noget så vildt og stærkt, og jeg er simpelthen så stolt af min mega seje kæreste. Storesøster havde også glædet sig og blev så glad for at se ham.

Da Dan Andersen og Cæcilie Brinck Nørup i sommer afslørede, at de ventede en lille ny, var det en ganske særlig person, der var budbringeren af nyheden på parrets sociale medier.

I en video kunne parrets førstefødte, Elva, ses suse over stuegulvet iført en kjole med teksten: "Jeg har gang i store ting" på forsiden og ordet: "Storesøsterting" på bagsiden.

Dan Andersen har i flere interview og på de sociale medier åbenhjertigt fortalt, at parret har været i fertilitetsbehandling grundet dårlig sædkvalitet, som komikeren har kaldt sørgelig.

Dan Andersen er blandt andet stået frem i Ekstra Bladet for at bryde tabuet.

- Nogle føler sig som mindre mand. Der er mange, som har nedsat sædkvalitet i et eller andet omfang. Det er noget, jeg tror, ikke mange ved noget om, sagde han dengang til avisen og opfordrede mænd til at få tjekket tilstanden.

Den 45-årige guitarspillende standupper optræder også med showet "Nedsat hørelse. Nedsat sædkvalitet. Opsat far".

Dan Andersen har dannet par med sin Cæcilie siden 2018.

I foråret 2022 faldt han på knæ og afslørede nyheden på sin instagramprofil med en kærlighedserklæring.

- Mit livs kærlighed, der har flyttet mig steder hen, jeg ikke troede var muligt. Hende, der altid støtter mig og bakker op om mine tåbelige projekter og skøre idéer.

- Hende, der rummer al min angst og uro og sære tendenser og formår at skabe tryghed og stabilitet. Hun har sagt ja til at gøre det resten af livet, skrev Dan Andersen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek