Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/12/2023 - 10:19

40 år gamle DR-børneudsendelser bliver til teater

I samarbejde med DR sætter Sjællands Teater børneserien "Ude på noget" op som forestilling.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Næsten 40 år efter Jess Ingerslev, Tom McEwan og Ghita Nørby var "ude på noget" i DR's børneprogrammer af samme navn, skal deres figurer, Palle, Polle og Ruth, på farten igen.

"Ude på noget" rammer næste år de skrå brædder og skal i samarbejde med DR opføres på Sjællands Teater i Holbæk og siden i Slagelse.

Det oplyser public service-stationen i en pressemeddelelse.

- På den måde kan nye minder skabes på tværs af generationer med udgangspunkt i den snart 40 år gamle klassiker fra DR, lyder det i pressemeddelelsen fra seniorprojektleder Thit Dyreberg fra DR Salg.

"Ude på noget" havde premiere på DR i 1984.

I den nye teaterforestilling spilles Jess Ingerslevs, Tom McEwans og Ghita Nørbys respektive roller som Palle, Polle og Ruth af henholdsvis Aske Hass Thorsen, Gustav Allen Schriver og Christine Gaski.

Tommy Kenters rolle som Sigurd overtages af Jesper Riefensthal, mens Bente Eskesen har rollen som tjeneren Fladmast, der i DR-klenodiet blev spillet af Ole Fick.

Forestillingen får stadig et strejf af McEwan-magi, da Tom McEwans søn Oliver McEwan skriver nye sange til stykket. Nogle af børneprogrammets originale sange indgår også i forestillingen, forsikrer DR.

"Ude på noget" handler om Palle, Polle og Ruth, som har et magisk kamera, der kan klikke dem derhen, hvor de drømmer om.

Serien blev i sin tid opfundet af Søren Kragh-Jacobsen og Niels Lund, som skrev historierne til DR.

Teaterudgaven bliver iscenesat af instruktør Brian Kristensen. Ifølge ham handler historien om fællesskabets kraft.

- Det er et opbyggeligt eventyr om, hvad der kan lade sig gøre, når vi sætter alles kompetencer og evner i spil. Vi lever i en tid, hvor det er almindeligt hele tiden at melde ud, hvad man ikke vil og ikke har lyst til, siger han i pressemeddelelsen.

- Med forestillingen bliver det tydeligt, hvilken kraft der ligger i at melde ud, hvad man gerne vil og virkelig har lyst til.

"Palle, Polle & Ruth – Ude på noget" får premiere på Sjællands Teater i Holbæk 9. februar. Fra 1. marts kan forestillingen ses i Slagelse.

/ritzau/

København, 16/08/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Bag om Blachman

* 62-årige Thomas Blachman har en bachelorgrad i jazzkomposition og arrangement fra Berklee College of Music i Boston i den amerikanske delstat Massachusetts.

* Han slog igennem i 90'erne, da han sammen med rapperen Al Agami kombinerede jazz og hiphop.

* Han har arbejdet i flere forskellige konstellationer. Blandt andre sammen med sin forlovede, den svenske sangerinde og poet Julia Werup, på pladen "Dear Frances".

* Sammen har parret to børn. Familien består også af Thomas Blachmans børn fra hans første ægteskab.

* Thomas Blachman blev belønnet med en Robert i 2011 for musikken til Thomas Vinterbergs drama "Submarino".

* Han har forfattet biografien og debatbogen "Det kolossale menneske" fra 2008.

* Var vært på det kontroversielle DR2-program "Blachman" i 2013, hvor han sammen med skiftende gæster samtalede og betragtede nøgne, tavse kvinder.

* I kritik over at dommere i "X Factor" ikke forløste deres udvalgte sangere godt nok, opfandt han programmet "Mentor", som blev sendt en enkelt sæson på DR i 2013. Her blev de udvalgte sangeres musikalske mentorer stemt ud og ikke deltagerne selv.

Kilder: DR, TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/08/2025 - 08:00

Blachman: Jeg føler mig mere menneskelig

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

X Factors nye dommer, sangeren Benjamin Hav, er skyllet ind over Thomas Blachman, som blomstrer og føler sig bedre end nogensinde.

I forrige sæson af "X Factor" legede Thomas Blachman med tanken om, hvorvidt han skulle stoppe som dommer.

- Hvornår skal jeg trække mig, lød det pludselig fra ham foran de snurrende kameraer under auditionrunderne.

- Jeg overvejer faktisk …

Mere nåede Thomas Blachman ikke at sige, før hans meddommere Oh Land og Simon Kvamm og programmets vært, Maria Fantino, udbrød: "nej, nej, nej!" i munden på hinanden.

For man kan ikke sige "X Factor" uden at sige Thomas Blachman, og det gælder heller ikke den kommende 19. sæson, som får premiere i 2026.

- Det kan godt være, jeg krukker lidt og siger: "Ej, nu må jeg sgu stoppe!". Men det er ikke der, den er. Jeg er dybt forankret med programmet, lyder det fra Thomas Blachman.

Den 62-årige komponist har været dommer, lige siden programmet kom til Danmark i 2008 med undtagelse af en enkelt sæson tilbage i 2010.

I år flankeres Thomas Blachman af sidste års vinder, Oh Land, som snupper sin sjette sæson, og så er der debut til sangeren Benjamin Hav.

Udskiftningen bag dommerbordet begejstrer Blachman.

- Benjamin Hav kommer ind med havet i hænderne - med kærligheden og med empatien. Jeg havde en casting med ham, hvor han bare blæste mig væk, fortæller Thomas Blachman.

- Alt det abstrakte er på plads. Sproget er på plads. Improvisationen er på plads, siger programmets grand old man.

- Alle andre er så velforberedte. Men Benjamin Hav kan godt give slip, og det kræver en helt anden selvtillid - jeg kan heller ikke forberede mig, indskyder han.

Selv om de minder om hinanden i tilgangen til dommertjansen, er de ikke to kopier af hinanden, pointerer Thomas Blachman.

- Han er jo en kæmpe popstjerne. En kæmpe folkelig popstjerne. Det har jeg jo ikke en skid med at gøre, udbryder den kendte komponist, som selv bevæger sig inden for jazzens verden

- Men jeg kan se, at Benjamin Hav er en kæmpe popstjerne på en måde, hvor hans ego er fuldstændig afbalanceret og i zen og er fuldstændigt uforstyrret.

Havet er simpelthen skyllet ind over Thomas Blachman.

- Jeg føler mig mere menneskelig. Jeg slapper af. Jeg bliver meget bedre, end jeg har været i mange år, fordi jeg kan mærke, at det er så meget andet også end en konkurrence - det er empati. Empati på et højt menneskeligt niveau. Og det faglige har han også, lyder det fra dommerveteranen.

- Det er den største appelsin i turbanen. Det er kæmpe for mig. Og dermed også for programmet. Man kan faktisk godt stå på tinderne af sin karriere og så tage elevatoren ned, hvor jeg er, og dele ud til folket.

Dommerpladsen blev ledig, da Simon Kvamm efter årets finale bekendtgjorde sit stop efter tre sæsoner i stolen for nu at bruge sit kreative krudt på sine egne projekter.

- Benjamin Hav frisætter os alle sammen til at være improviserende, til at være rolige, til at være glade, til at være ægte og til at kunne more os, siger Thomas Blachman og understreger:

- Det er sindssygt vigtigt, at programmet præsenterer mennesker, som er mennesker. Og det gør vi nu, mener han.

Den kommende sæson af "X Factor" bliver den 19. i rækken og dermed Thomas Blachmans 18. sæson.

Programmet er blevet hans skæbne.

- På en eller anden måde føler jeg ikke, at jeg har et frit valg, lyder det fra Thomas Blachman.

- Jeg har talt det op til, at det ikke bare et underholdningsprogram, og det gør jeg også for at kunne holde det ud. Men det er også, fordi jeg mener, at det er relevant.

Han afviser at køre på rutinen. Nye deltagere giver hvert år et helt nyt program, selv om konceptet er så velkendt, som det er.

- Det er jo en tom container, man putter nye mennesker ned i. Man putter menneskeligt blod i, og derfor er jeg så satans glad for, at der kommer nyt liv, fordi jeg er også en vampyr, som suger ungdommen ud af ungdommen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 16/08/2025 - 10:00

FAKTA: Skilsmisser stagnerer

* I alt blev 12.856 ægtepar skilt i 2024 i Danmark.

* Siden 2021 er der sket en stagnering i antallet af skilsmisser her i landet.

* Andelen af gifte personer, der bliver skilt, falder med alderen. Blandt de 20-29-årige var det 27 per 1000 gifte,
der blev skilt i 2024. I alt blev 12 ud af 1000 gifte skilt.

Kilde: Danmarks Statistik.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 16/08/2025 - 10:00

Brug feriens erfaringer til at booste hverdagskærligheden

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Uanset om ferien bragte det bedste eller det værste frem i dit parforhold, er det godt givet ud at tage ved lære af oplevelsen, siger parterapeut og psykolog.

Hjertetunge efterskælv gjalder ofte i parforholdet efter en ferie, hvor solen har skinnet strålende klart på jeres kærlighed og dens kvaler.

- Det er en almindelig erfaring i min branche, at vi efter sommerferien og efter juleferien ser en stigning i klienter, der søger hjælp, fortæller parterapeut Katrine Axholm og uddyber:

- Sagen er den, at når vi er mere sammen, som vi er på en ferie, så er der en større sandsynlighed for, at de ting, vi flygter fra i hverdagen, folder sig ud i en langt mere koncentreret form.

Selv om det kan være ubehageligt at blive konfronteret med de ting, der ikke fungerer imellem jer, så er det også en gylden mulighed for rent faktisk at få gjort noget ved dem. Læg alt på bordet, lyder rådet fra Katrine Axholm.

- Sig det, som det er, og tal sammen om, hvad vi kan lære af den her ferie, siger hun.

Samme toner lyder fra Jacob Vindbjerg Nissen, der er chefpsykolog i Falck.

- Det er klichéfyldt, men man kan sige, at man skal passe på med at pakke konflikten ned, når man pakker hverdagen ud igen. Det er vigtigt at anerkende udfordringerne og forpligte hinanden på, at man løbende får tjekket ind hos hinanden, så man ikke bare glider ind i hverdagen igen, siger han.

Konkret foreslår Jacob Vindbjerg Nissen, at du og din partner skriver ugentlige "tjek-ind-møder" i kalenderen. På den måde prioriterer I aktivt at tilbringe tid med hinanden og får fulgt op på udfordringerne, og hvordan I løser dem.

Sørg også gerne for hurtigt at arrangere noget hyggeligt, I skal sammen, som I kan gå og glæde jer til.

- Når vi er sammen om noget, giver det mulighed for at lykkes, se nye sider og skabe mere forståelse, forklarer Jacob Vindbjerg Nissen.

Det kan også være, I er kommet hjem fra ferien med en fornyet gnist, som I gerne vil forsøge at holde i live.

Her råder Katrine Axholm til, at I sætter jer ned og stiller hinanden spørgsmålet: Hvilke tre ting var vi gode til på ferien, som vi gerne vil tage med os ind i hverdagen?

Måske er det noget så simpelt som at sidde og tale sammen over en kop te eller et glas vin, efter at børnene er blevet puttet. Den vane kan måske overføres til hverdagen ved at prioritere samtalen i stedet for at falde ned i sofaen og forsvinde ind i en skærm.

- Det handler om lige at bruge et kvarter på at møde hinanden og spørge, hvordan vi hver især har det, siger Katrine Axholm og fortsætter:

- Få talt om, hvordan vi kan bruge den erfaring, vi har gjort os på ferien, til at skrue på nogle knapper, så vi får mere af det, der fungerer, i fremtiden.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek