Kauslunde, 13/02/2026 - 23:42
Tog holder stille på Vestfyn på grund af sporfejl
DSB prøver at skaffe togbusser til passagerer, fordi der ikke kan køre tog mellem Odense og Middelfart.
Af: /ritzau/
Togene holder fredag aften stille på Vestfyn mellem Odense og Middelfart.
Det skyldes fejl på flere sporskifter ved stationsbyen Kauslunde, som ligger uden for Middelfart.
Det skriver DSB på sin hjemmeside omkring klokken 23.00.
- Passagerer fra Odense mod Esbjerg, Aarhus, Aalborg og Sønderborg bliver meget forsinket og ligeledes passagerer fra Fredericia mod Odense og Sjælland, lyder det.
Banedanmark arbejder på at rette fejlen, men det vides ikke, hvornår togene kan køre igen.
Er man mere end 30 minutter forsinket, træder DSB's rejsetidsgaranti i kraft.
DSB arbejder på at skaffe togbusser, men der er ikke nogen tidshorisont for, hvornår det kan lade sig gøre, lyder det.
Det er Banedanmark, der driver, vedligeholder og udvikler jernbanenettet, mens DSB står for passagertrafikken.
/ritzau/




