Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/01/2026 - 09:06

Sociale medier kan være med til at glorificere bandelivet

Digitalt Ansvar har fulgt en række profiler, som ifølge organisationen fremmer bande- og rockermiljøet.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Semi- og fuldautomatiske våben, store bundter pengesedler og tøj med bandelogoer dukker op på billeder på det sociale medie Instagram.

Det kan være med til at glorificere bandelivet og rekruttere unge.

Det vurderer organisationen Digitalt Ansvar, der over 2,5 måned har fulgt 67 åbne profiler, der ifølge organisationen har relation til bande- og rockermiljøet, på det sociale medie Instagram.

Det er netop her, at organisationen er faldet over billeder af våben og penge i såkaldte stories, som er billeder, der er tilgængelige på profilen i 24 timer, hvorefter de automatisk forsvinder igen.

Digitalt Ansvars vurdering er, at profilerne bruger platformen til at dele dødstrusler mod rivaliserede grupper, fremvise luksusvarer og dele fjendebilleder af staten og politiet.

- Når vold og kriminalitet pakkes ind som status, fællesskab og spænding og sat ind i en social mediekontekst, bliver det lettere for unge at glide over i de her miljøer, som de ellers ikke ville have haft kontakt med, siger Ask Hesby Holm, der er direktør i Digitalt Ansvar, i en pressemeddelelse.

Det kan National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, godt genkende. Det siger politiinspektør Henrik Andersen til TV 2.

- De sociale medier bliver en platform, der kan lokke unge ind i nogle af de mere lukkede grupper, hvor man kan tale om mere direkte kriminalitet, end det, der lige sker på Instagram, siger han.

På flere af de Instagram-profiler, som Digitalt Ansvar har fulgt de seneste måneder, er der direkte henvisning til grupper på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Digitalt Ansvar er i sit arbejde også stødt på stories med jobbeskrivelser. Der er dog tale om vage jobbeskrivelser, hvorfor det er uvist, hvad ydelsen præcis indebærer.

Organisationen viser blandt andet et skærmbillede fra en af profilerne, der tilbyder 2000 kroner for et ukendt stykke arbejde på ti minutter.

Meta, der ejer Instagram, oplyser til TV 2, at de arbejder tæt sammen med "retshåndhævende myndigheder og myndigheder i Danmark og fjerner løbende indhold relateret til bander og kriminalitet".

Digitalt Ansvar har fulgt de åbne profiler gennem seks såkaldte forskerprofiler, som organisationen har oprettet til formålet.

Der er tale om tre profiler på Instagram og tre profiler på Telegram. Alle seks profiler har haft profilnavne- og billeder, som "imiterede miljøet med henblik på ikke at stikke ud eller pådrage sig opmærksomhed", skriver organisationen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek