Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Melbourne, 15/01/2022 - 07:41

Holger Rune håber det bedste for vennen Djokovic i visumsag

Holger Rune bruger ikke selv tid på Djokovic-sag, men siger, at det fylder hos spillere ved Australian Open.

Robert Deutsch/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det danske tennistalent Holger Rune håber for Novak Djokovics skyld, at serberen kan få lov til at stille til start ved Australian Open.

Det siger den 18-årige dansker lørdag, to dage inden grand slam-turneringen i Melbourne officielt begynder.

- Jeg har ikke rigtig nogen holdning til alt det der med hans visum, og om han er vaccineret, men jeg håber på det bedste for ham, fordi jeg synes, at han er en sød fyr.

- Han er en af de få topspillere, som giver ufatteligt meget videre til os unge - også i forhold til Rafael Nadal og Roger Federer for eksempel, siger Rune.

Djokovic fik fredag igen frataget sit visum, efter at der har været stor furore om hans indrejse i Australien.

Den 34-årige verdensetter er ikke blevet vaccineret mod covid-19, men han var smittet med coronavirus i december. Derfor fik han i første omgang dispensation til at rejse ind i Australien.

Ved ankomst fik serberen dog frataget sit visum af grænsepolitiet, der mente, at han havde rod i papirerne. Siden besluttede en dommer at lade Djokovic blive i Australien alligevel, inden Australiens immigrationsminister fredag aften lokal tid annullerede serberens visum af hensyn til "offentlighedens interesse".

Derfor er det fortsat uvist, om Djokovic kan spille, når Australian Open begynder mandag.

Og det er også noget, der fylder blandt spillerne ved turneringen, siger Holger Rune.

- Der bliver snakket meget blandt spillerne i omklædningsrummet om det hele med Djokovic, kan man høre, og om hvad der kommer til at ske.

- Men jeg snakker ikke selv særlig meget om det, fordi jeg går mere op i, hvad jeg selv skal fokusere på. I forhold til mit eget tennis kan jeg jo ikke rigtig bruge det til noget, om Djokovic spiller eller ej, siger danskeren, der betragter verdensetteren som "en god ven".

Novak Djokovic har tidligere udtalt sig i pæne vendinger om Holger Rune, efter at de to mødtes i første runde af sidste års US Open.

Serberens advokater har siden fredag forsøgt at få omstødt beslutningen om at annullere Djokovics visum. Søndag er der retsmøde i ankesagen, hvor Djokovic skal forsøge at få sit indrejsevisum genudstedt.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek