København, 31/03/2026 - 16:21
Amerikanske benzinpriser når højeste niveau siden 2022
Lukningen af Hormuzstrædet spiller en stor rolle i at presse USA's benzinpris op over 4 dollar per gallon.
Mario Tama/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den gennemsnitlige nationale pris for benzin i USA har nået det højeste punkt siden august 2022.
Det skriver mediet BBC.
Helt præcist er prisen tirsdag oppe på 4,02 dollar for en gallon. Det svarer til en literpris på 1,06 dollar eller 6,87 danske kroner.
Prisstigningen kommer i kølvandet på konflikten med Iran i Mellemøsten, der startede 28. februar. Ifølge BBC lå den gennemsnitlige literpris dengang på omkring 0,79 dollar eller 5,12 danske kroner.
Grundet USA's størrelse og inddeling i stater kan benzinpriserne variere fra stat til stat og fra region til region.
Derfor regner den amerikanske bilistorganisation American Automobile Association (AAA) - hvad der svarer til FDM i Danmark - den gennemsnitlige pris for hele nationen ud for at give et pejlemærke.
Som konsekvens af USA's og Israels angreb mod Iran, har iranerne valgt de facto at lukke Hormuzstrædet, hvor kun meget få skibe sejler igennem i øjeblikket.
Omkring en femtedel af al verdens olie bliver sejlet igennem strædet, og det kan nu også mærkes på benzinpriserne i USA.
Ud over forhøjede oliepriser på grund af nedlukningen af Hormuzstrædet peger AAA også på, at efterspørgslen er steget på grund af det såkaldte spring break - en amerikansk studieferie, hvor unge typisk rejser til solrige destinationer i bil.
Det presser ifølge bilistorganisationen også priserne en smule op.
/ritzau/




