Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/02/2020 - 11:29

Over halvdelen af Parken fyldes med danskere ved EM

Der bliver overvejende rødt og hvidt på tribunerne, når Danmark skal spille EM-gruppekampe i Parken.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Når fodboldlandsholdet til sommer skal forsøge at spille sig videre til EM's knockoutfase, bliver det med stor opbakning fra lægterne i de tre gruppekampe i København.

Til kampene mod Finland, Belgien og Rusland vil over halvdelen af pladserne være optaget af danskere.

Det skriver Dansk Boldspil-Union på sin hjemmeside efter at have modtaget tilskuerinformationer fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Nyheden vækker glæde hos DBU's fankoordinator, Anders Hagen.

- Det er simpelthen genialt, at så mange danskere har fået billet til Danmarks EM-gruppekampe - det må være rekordopbakning. Det er måske en once in a lifetime for os fans, siger han.

Herunder følger tilskuerfordelingen til gruppekampene i Parken:

* Danmark mod Finland: 55,9 procent af billetkøbere er fra Danmark. 24,1 procent er fra Finland.

* Danmark mod Belgien: 56,8 procent af billetkøbere er fra Danmark. 27,6 procent er fra Belgien.

* Danmark mod Rusland: 59,6 procent af billetkøbere er fra Danmark. 23,4 procent er fra Rusland.

Der spilles også en ottendedelsfinale i København. Den kamp kan Danmark ikke deltage i, men 46 procent af billetterne er solgt til danske tilskuere.

EM-slutrunden spilles i 12 forskellige europæiske byer.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek