Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/04/2026 - 06:40

Fortsatte ændringer i togdriften på Sjælland efter togkaos

Der kører torsdag færre tog på enkelte strækninger på Sjælland, skriver DSB på sin hjemmeside.

Af: /ritzau/

Der er torsdag fortsat ændringer i togdriften på Sjælland.

Ændringerne skyldes de to nedrevne køreledninger, som tirsdag satte stort set alle tog øst for Odense ud af drift.

Det fremgår af DSB's hjemmeside.

På flere sjællandske strækninger kører der derfor færre tog hele torsdag.

Mellem Helsingør og Københavns Hovedbanegård kører der to tog i timen, samt et supplerende tog i myldretidstimerne.

Der kører to tog i timen mellem Holbæk og Københavns Hovedbanegård, og på strækningen mellem Næstved, Ringsted og Københavns Hovedbanegård kører der to tog i timen.

InterCity- og InterCityLyntog kører som normalt, skriver DSB på sin hjemmeside.

Tidligere har DSB oplyst, at togdriften torsdag kører med 80 procent.

Fra fredag forventer DSB, at togene kører som normalt.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek