Washington D.C., 10/06/2025 - 18:12
Amerikansk ambassadør tvivler på realisering af palæstinensisk stat
USA's ambassadør i Israel tror ikke, at en selvstændig palæstinensisk stat vil ske "i vores levetid".
Ronen Zvulun/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
USA's ambassadør i Israel, Mike Huckabee, tvivler på, at en selvstændig palæstinensisk stat bliver en realitet.
Det siger han i et interview med nyhedsbureauet Bloomberg.
Adspurgt om, hvorvidt en palæstinensisk stat stadig er et mål i amerikansk udenrigspolitik, svarer Huckabee, at det "tror" han ikke.
- Medmindre der sker nogle væsentlige ting, som ændrer kulturen, er der ikke plads til det, siger Huckabee ifølge nyhedsbureauet.
Den amerikanske ambassadør tilføjer, at en selvstændig palæstinensisk stat ifølge ham sandsynligvis ikke vil ske "i vores levetid".
Flere EU-lande - heriblandt Irland, Sverige, Spanien, Norge og Slovenien - anerkender staten Palæstina. Danmark gør ikke.
I sidste måned sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at Frankrig måske allerede i juni vil anerkende en palæstinensisk stat.
Frankrig er sammen med Saudi-Arabien vært for en konference i slutningen af måneden, hvor planen ifølge mediet The Guardian oprindeligt var at få flere vestlige regeringer til at anerkende Palæstina som en stat.
Ifølge unavngivne diplomater er ambitionen dog blevet nedjusteret til blot at omhandle at "blive enige om skridt i retning af anerkendelse", skriver The Guardian.
Den amerikanske ambassadør kaldte i slutningen af maj de franske bestræbelser for "utroligt upassende".
Det sagde han i et interview med amerikanske Fox News.
- Hvis Frankrig virkelig er så fast besluttet på at se en palæstinensisk stat, har jeg et forslag til dem. De kan udhugge et stykke af den franske riviera og skabe en palæstinensisk stat, sagde ambassadøren til mediet.
Huckabee er tidligere guvernør i Arkansas og forsøgte - uden held - at blive Republikanernes præsidentkandidat i både 2008 og 2016. Han har desuden været vært på den konservative tv-station Fox News.
/ritzau/Reuters