Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 20/06/2022 - 17:26

Familie dømt i sag om salg af stoffer på Midtsjælland

Søn får seks års fængsel. Hans forældre idømmes hver fire et halvt år. To millioner fundet i kontanter.

Af: /ritzau/

Næsten to millioner i kontanter dukkede op, da betjente i januar ransagede to adresser i Herfølge og Haslev. Mandag har Retten i Roskilde slået fast, at det var penge fra en større narkoforretning.

Samtidig er et forældrepar, deres søn samt sidstnævntes veninde blevet idømt fængsel. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Sønnen har fået den længste straf. Seks års fængsel er blevet udmålt til den 28-årige mand. Hans veninde er idømt fængsel i fem år. Hun har på stedet anket dommen til landsretten.

Forældrene, der er henholdsvis 55 og 59 år, har hver fået fængsel i fire år og seks måneder.

Størstedelen af kontanterne, 1,7 millioner kroner, lå i et pengeskab hjemme hos forældrene i Herfølge. Resten, 127.000 kroner, blev fundet hos sønnen i Haslev.

I øvrigt var der et alsidigt vareudbud i den ulovlige butik. I alt næsten 30 kilo hash har politiet fundet, og der var også sammenlagt 1,8 kilo MDMA, næsten et kilo amfetamin samt noget kokain og ketamin.

Såvel forældrene som veninden afviste ved sagens begyndelse at have kendt noget til stoffer og kontanter, har det regionale medie sn.dk tidligere rapporteret.

I retten har den 28-årige søn ifølge sn.dk sagt, at han var presset ud i kriminaliteten. Det var en bande, der stod bag, hævdede han. Han var udsat for kidnapning og fik en pistol i munden, lød det blandt andet.

Imidlertid var det en kendt sag blandt de lokale, hvad han havde gang i. Gennem flere år har borgere givet politiet tip om, at den 28-årige solgte stoffer.

Såvel søn som forældre overvejer, om de vil anke byrettens afgørelse til Østre Landsret.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek