Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/10/2024 - 13:58

Tre mænd anholdt efter eksplosioner ved Israels ambassade

To mænd er onsdag blevet anholdt på Københavns Hovedbanegård. En anden er anholdt et andet sted i København.

Pressefotos.dk/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Københavns Politi har anholdt tre personer i forbindelse med to eksplosioner ved Israels ambassade natten til onsdag.

Det skriver politiet på X.

To mænd blev anholdt på Københavns Hovedbanegård, hvor politiet onsdag har undersøgt et mistænkeligt forhold.

En person blev tidligere på dagen anholdt af politiet et andet sted i København.

Omkring klokken 03.20 hørte bevogtningspersonale ved Israels ambassade to eksplosioner.

Ingen kom til skade i eksplosionerne.

Billeder fra stedet viser en person iført en hvid DNA-dragt og et mundbind blive ført væk af politiet.

Tidligere på dagen kunne ingen tog stoppe på Hovedbanegården på grund af politiets arbejde på stedet. Togtrafikken er genoptaget.

Ekstra Bladet og DR skriver, baseret på beretninger fra en medarbejder på stedet og et øjenvidne, at politiet undersøgte et tog, der skulle til Tyskland.

Israels ambassade ligger i Hellerup i det nordlige København på Lundevangsvej 4. Det er få meter fra krydset mellem Strandagervej og Lundevangsvej, hvor eksplosionerne skulle være fundet sted.

Internationalt befinder Israel sig i øjeblikket i krig med den militante gruppe Hamas i Gazastriben. Derudover kæmper landet også mod den militante Hizbollah-bevægelse i Libanon.

Tirsdag sendte Iran, der støtter både Hamas og Hizbollah, missiler ind over Israel.

Det skal understreges, at Københavns Politi onsdag ikke har sagt, om onsdagens eksplosioner i København har nogen sammenhæng med situationen i Mellemøsten.

Politiet har heller ikke konkluderet, at den israelske ambassade var mål for eksplosionerne.

Politiet kan heller ikke oplyse, hvad der forårsagede eksplosionerne, hvilket omfang eksplosionerne havde, og om der er sket materiel skade.

/ritzau/

USA, 22/01/2025 - 18:10

Mads Mikkelsen-film nomineret til verdens værste

Ndz/Star Max/Ipx/Ritzau Scanpix

Også sidste år var en Mads Mikkelsen-film nomineret til Razzie Awards, som er det diametralt modsatte af oscaruddelingen.

Dagen inden verdens fornemmeste filmpris, Oscaren, uddeles, bliver årets største filmflop traditionen tro kåret ved Razzie Awards.

De nominerede er netop blevet offentliggjort, og der er flere prominente navne iblandt.

I kategorien med den lange titel Værste Forløber, Ripoff, Genindspilning Eller Efterfølger finder man blandt andet Løvernes Konge-filmen "Mufasa: The Lion King", som er en forløber til den første film om løvernes konge.

Hollywood-filmen har dansk islæt i Mads Mikkelsen, der lægger stemme til skurken Kiros. Filmen har også megastjernen Beyoncé, hendes ældste datter, Blue Ivy Carter, og Hollywood-navne som Seth Rogen og Donald Glover på plakaten.

I kategorien finder man også "Joker: Folie á Deux", som er efterfølgeren til "Joker", der ellers indbragte skuespilleren i titelrollen, Joaquin Phoenix, en Oscar i 2020.

Til årets Razzie Awards er Joaquin Phoenix nomineret til årets Værste Skuespiller for sin rolle som Batmans nemesis, som han ellers fik stor hæder for i den første film.

Flere oscarvindende superstjerner er nomineret til de sløje statuetter. Lady Gaga og Cate Blanchett er begge nomineret i kategorien Værste Skuespillerinde - Lady Gaga apropos for sin rolle i "Joker: Folie á Deux".

I birollekategorierne er der også flere oscarvindere iblandt i skikkelse af Ariana DeBose og Hollywood-veteranen Jon Voight.

Det er også sket i prisuddelingens historie, at samme film har været nomineret til både Razzie Awards og til oscaruddelingen.

Det skete så sent som sidste år med Indiana Jones-filmen "The Dial of Destiny", hvori Mads Mikkelsen spillede superskurken dr. Voller over for Harrison Fords piskesvingende helt.

"Indiana Jones and the Dial of Destiny" var nomineret til to Razzie-priser i kategorierne Værste Manuskript og Værste Efterfølger og til en Oscar for Bedste Filmmusik.

Razzie Awards, hvis officielle titel er The Golden Raspberry Awards, har været uddelt siden 1980.

De senere år har uddelingen mødt krads kritik og er blevet kaldt tilsvinende.

I 2022 lavede arrangørerne en særkategori til Bruce Willis, Værste Præstation Af Bruce Willis I En Film I 2021, for "American Siege", "Apex", "Midnight in the Switchgrass", "Cosmic Sin", "Deadlock", "Fortress", "Out of Death" og "Survive the Game".

Efter skuespillerens familie offentliggjorde, at Bruce Willis var ramt af afasi og senere blev diagnosticeret med frontotemporal demens, trak Razzie Awards kategorien tilbage.

- Razzie er virkelig kede af Bruce Willis' diagnosticerede tilstand. Måske forklarer det, hvorfor han ville gå ud med et brag i 2021, lød det i et opsigtsvækkende tweet.

- Vi ønsker det bedste for Bruce og hans familie.

I 2023 måtte prisuddelingen endnu en gang beklage.

Razzie Awards idémand, John Wilson, gav en officiel undskyldning til det unge skuespillertalent Ryan Kiera Armstrong, som kun var 12 år gammel, da hun blev nomineret i kategorien Værste Skuespillerinde.

Herefter blev der indført en aldersgrænse på 18 år for at blive nomineret.

En Razzie er ikke ensbetydende med en vaklende karriere.

Sandra Bullock og Halle Berry er blandt de skuespillere, som har formået både at vinde en Oscar og en Razzie.

Sandra Bullock gjorde det tilmed samme år, da hun i 2010 modtog en Razzie for filmen "All About Steve" og dagen efter en Oscar for "The Blind Side." Hun mødte op og modtog begge priser.

Årets Razzie Awards bliver uddelt 2. marts.

Vinderne modtager en forgyldt statuette, der forestiller et hindbær.

Razzie-komitéen består i år af 1202 medlemmer, som udgøres af blandt andre filmkritikere og journalister fra både USA og udlandet, lyder det.

De indstiller kandidaterne og vælger herefter fem nominerede i hver af de i alt ni kategorier, som de herefter stemmer om.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/01/2025 - 15:07

Casper Christensen klar til Klovn: Skægget og ti kilo er røget

Op til optagelserne af den tiende sæson af "Klovn" er Casper Christensen gået i gang med transformationen til den karikerede udgave, han spiller af sig selv.

Snart klapper kameraet, og optagelserne går i gang til den kommende sæson af "Klovn", der bliver den tiende i rækken.

Op til indspilningerne er Casper Christensen gået i gang med transformationen til den karikerede udgave, han spiller af sig selv.

Det fortæller den 56-årige komiker og manuskriptforfatter i sit seneste nyhedsbrev.

- Rent fysisk har jeg måttet barbere skægget af og har tabt mig ti kilo. Socialt er alt sat på pause, indtil vi har fået optaget de otte afsnit, skriver han og fortsætter:

- Fordi jeg også instruerer denne sæson, ofte fra klokken 06 om morgenen til 22, hvor jeg går i seng, tikker der mails ind med spørgsmål om alt fra manus til casting, kostume, location og til hvilken cola, Frank foretrækker til sin frokostpause, og om jeg helst vil have cashewnødder eller mandler i min snackboks, skriver han videre og tilføjer:

- (ja, det findes! Snackbokse til hovedskuespillerne). Det er hårdt, men mest af alt fantastisk.

Han står sammen med makkeren Frank Hvam bag "Klovn", som i år har 20-års-jubilæum.

Første sæson havde premiere tilbage i 2005.

Siden er det blevet til tre spillefilm og otte øvrige sæsoner, hvoraf den seneste, den niende i rækken, blev sendt i 2022.

"Klovn" gæstes løbende af en lang række kendisser, som optræder i såkaldte cameos, men ligesom Casper Christensen og Frank Hvam i karikerede udgaver af dem selv.

Blandt andet er tv-vært Sofie Linde, entertainer Niels Hausgaard, sanger Stig Rossen, internationale danske stjerner som Nikolaj Coster-Waldau, Mads Mikkelsen og Pilou Asbæk samt Casper Christensens egen svigermor, modeldirektøren Jacqueline Svane, blandt seriens utallige celebre gæster.

Også den verdensberømte Hollywood-skuespiller Isla Fisher og Maroon 5-forsangeren Adam Levine har medvirket i Klovn-universet.

Ud over celebre gæster er fiktive karakterer som Mia, fætter Andreas, Bo, revisor-Kurt og Pykker også en del af universet.

Tiende sæson af "Klovn" får premiere senere i 2025.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 22/01/2025 - 08:00

FAKTA: Kongen takkede de frivillige

* I sin første nytårstale nævnte kong Frederik frivillighed.

* Blandt andet sagde han:

- Frivillighed er et eksempel på medmenneskelighed, og de fleste danskere engagerer sig på et tidspunkt i frivilligt arbejde. Det kan være alt fra at øve tabeller med børn i lektiecaféen til at få et nyt gymnastikhold op at stå til at holde et menneske i hånden, når livet rinder ud.

- Frivillighed kommer i mange former. Fællesnævneren er, at det giver mening for alle parter, både for hende, der giver sin tid, og for ham, der tager imod den.

* Kong Frederik takkede også de frivillige, der sidste år hjalp til med at afvikle det årlige motionsløb Royal Run.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 22/01/2025 - 08:00

Overvejer du at blive frivillig? Sådan kommer du i gang

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Der er flere gode grunde til at lave frivilligt arbejde. Kig på din indre motivation, hvis du selv ønsker at være frivillig.

Skal du være besøgsven, arbejde som mentor eller være med til at drive en genbrugsbutik?

Mulighederne er mange, hvis du gerne vil være frivillig. Og der er flere gode grunde til at springe ud i det frivillige arbejde.

Det fortæller partner og chefkonsulent Marie Baad Holdt fra konsulentfirmaet Ingerfair, der rådgiver om arbejde med frivillige. Dertil arbejder hun selv som frivillig.

- Vi kan se i undersøgelser, som diverse organisationer selv står bag, at frivillige fortæller, at de får mere glæde og trivsel ind i deres liv. Og der er altid organisationer, der med kyshånd vil tage imod et godt engagement, siger hun.

Ønsker du selv at komme i gang som frivillig, er der flere ting, du med fordel kan lade dig guide af.

For det første peger chefkonsulenten på, at den indre motivation ofte er med til at engagere folk til at blive frivillige.

- Vi går i høj grad efter frivilligt arbejde, som betyder noget for os selv. For nogle handler det om noget, der ligger dem nært - som en mærkesag om klimaet, eller at ingen skal være ensomme, siger Marie Baad Holdt.

Hun råder også til, at du benytter muligheden til at lære personer, der ikke minder om dig selv, at kende.

Det kan være med til at udfordre dig på en positiv måde, fortæller chefkonsulenten.

Hun peger på, at vi typisk ses med personer, som vi kender fra barndommen, studietiden eller jobbet.

- I det hele taget er vi gode til at møde nogle, der minder utroligt meget om os selv. Der kan frivilligt arbejde gøre os nysgerrige på at møde nogle fra andre generationer, og som tænker helt anderledes end os selv, siger Marie Baad Holdt.

Generelt opfordrer hun til, at du går nysgerrigt til værks og kigger flere forskellige steder hen.

Det kan lede dig til et spændende sted, som du måske ikke havde hørt om i første omgang.

I den forbindelse anbefaler hun, at du tager et kig på hjemmesiden frivilligjob.dk, der er landets største jobportal for frivilligt arbejde.

Måske har du også tænkt over, hvor meget tid du egentlig har til det frivillige arbejde.

Marie Baad Holdt påpeger, at mange organisationer har mulighed for at være fleksible i forhold til, hvor ofte du er der.

- Så hvis man finder noget, der lyder rigtig spændende, kan man sagtens hive fat i organisationen og spørge, om der er mulighed for et fleksibelt engagement.

- Jeg er selv frivillig ved en rådgivningslinje, og jeg har et arbejdsliv, hvor mine uger aldrig er ens. Så nogle gange kan der gå tre uger mellem, at jeg har en vagt, og andre gange kan jeg tage tre vagter i streg, fortæller hun.

Marie Baad Holdt understreger samtidig, at der kan være former for frivilligt arbejde - for eksempel hvor du skal hjælpe et ungt menneske - der kræver, at du er der hver uge, og som derfor ikke er særlig fleksibelt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek