København, 10/03/2026 - 21:54
Ældre mand er i respirator efter fald i Roskilde Havn
En mand blev fundet livløs i vandet og er tirsdag aften i kritisk tilstand i respirator, oplyser politiet.
Af: /ritzau/
En ældre mand blev tirsdag eftermiddag fundet livløs i vandet ved Roskilde Havn, og manden er i kritisk tilstand
Det siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Emil Grønning.
Manden blev reddet op af både politi og brandvæsen på havnens område.
- Den seneste melding er, at manden er i kritisk tilstand og ligger i respirator, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om, at manden var faldet i vandet tirsdag klokken 14.06.
Den ældre mand blev siden kørt til behandling på hospitalet, hvor han fortsat tirsdag aften er i kritisk tilstand.
Mandens pårørende er underrettet.
/ritzau/




