København, 27/04/2025 - 10:18
Neergaard slår sig til ny topplacering i Kina
Med endnu en solid runde kravlede Rasmus Neergaard længere op og sluttede på fjerdepladsen i Kina.
Douglas P. Defelice/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Rasmus Neergaard har det godt i kinesiske golfturneringer.
Den danske golfspiller sluttede søndag på fjerdepladsen i DP World Tour-turneringen Hainan Classic efter en flot runde, der sikrede ham en samlet score på 13 slag under par.
Det er kun en uge siden, at han sluttede på en delt tiendeplads i en anden kinesisk turnering, og tidligere på året sluttede han på andenpladsen i både Qatar og Puerto Rico.
Verdensranglistens nummer 78 banker derfor alvorligt på til sin første store turneringssejr.
Udgangspunktet for at spille sig til den allerede søndag var dog svært.
Efter de tre første runder var Neergaard på en delt niendeplads, og selv om han leverede syv birdies og gik i klubhuset fem slag under par for dagen, var det ikke nok til at spille med om sejren.
Englænderen Marco Penge tog titlen i Kina med en score, der var fire slag bedre end danskerens. Triumfen sikrede ham cirka 2,8 millioner kroner.
Alexander Frances blev næstbedste dansker på en delt 67.-plads, mens hverken Jeff Winther, Hamish Brown, Jacob Skov Olesen, Lucas Bjerregaard eller Nicolai Kristensen klarede cuttet til weekendens runder.
Europatouren forlader nu Kina for at drage til Tyrkiet, hvor turneringen Turkish Airlines Open spilles fra 8. maj.
/ritzau/