Stuttgart, 09/03/2026 - 05:20
Tysk medie udråber grønt parti som vinder i Merz' højborg
Den tyske tv-station ARD har udråbt De Grønne som vinder i Baden-Württemberg, der er en højborg for Merz' CDU.
Af: /ritzau/
Det ser ud til, at De Grønne slår den tyske kansler Friedrich Merz' parti, CDU, i den tyske delstat Baden-Württemberg efter søndagens regionalvalg.
Det viser prognoser ifølge nyhedsbureauet AFP.
Med næsten alle stemmer optalt vurderer den offentlige tv-station ARD, at De Grønne har fået 30,3 procent af stemmerne, og CDU får 29,7 procent af stemmerne.
ARD vurderer, at højrefløjspartiet AfD er på vej til at opnå den største stigning i antal stemmer i en delstat. Ifølge mediet står AfD til at tage 18,7 procent af stemmerne i Baden-Württemberg og at ende på en tredjeplads.
Det vil i så fald være en fordobling af valgresultatet i delstaten i 2021.
Hvis det endeligt bekræftes, vil det være partiets bedste resultat nogensinde i en delstat i det vestlige Tyskland, skriver AFP.
Det vil ifølge AFP være et slag for Merz, hvis hans parti ikke får delstaten.
Baden-Württemberg har i årevis været en højborg for den konservative CDU.
/ritzau/




