Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 05/03/2026 - 16:56

Britney Spears anholdt for at køre påvirket i bil

Sangeren Britney Spears skal i retten 4. maj efter at være blevet sigtet for at køre bil i påvirket tilstand.

Eduardo Munoz/Reuters

Af: /ritzau/

Den amerikanske popsanger Britney Spears er blevet anholdt for at køre i bil i påvirket tilstand.

Det skriver flere internationale medier.

Ifølge mediet Variety blev hun lagt i håndjern af færdselspolitiet i den amerikanske delstat Californien onsdag aften.

Tidligt torsdag morgen blev hun sigtet i sagen.

Hun er blevet løsladt igen og skal fremstilles i retten 4. maj.

Færdselspolitiet havde også fat i Britney Spears i 2023, hvor hun fik en bøde for at køre uden kørekort og for ikke at have sine forsikringspapirer med sig.

Britney Spears har tidligere fortalt, at hun under det 13 år lange værgemål, hun var sat under fra 2008 til 2021, ikke måtte køre alene.

Hun blev sat under værgemål, da det blev vurderet, at hun ikke var i stand til at kunne tage vare på sig selv.

Kort inden værgemålet blev besluttet, fik hun frataget forældreretten og besøgsretten til sine to sønner fra forholdet med danseren Kevin Federline som følge af blandt andet alkoholmisbrug og højlydte skænderier med familien.

En af episoderne, som vakte bekymring, var, at politiet måtte tilkaldes, fordi hun nægtede at aflevere parrets sønner til eksmanden efter samvær.

Hun fik et psykisk sammenbrud og blev indlagt på et psykiatrisk hospital.

Året forinden var hun blevet sigtet for to trafikforseelser: dels for at køre væk fra et uheld og dels for at køre uden gyldigt kørekort.

2007 var også året, hvor paparazzofotografer tog billeder af hende, imens hun kronragede sig selv med en trimmer. Kort efter tog hun en paraply og hamrede den ind i en bil tilhørende en paparazzofotograf.

Det er ti år siden, at Britney Spears senest udgav et album.

Hun albumdebuterede i 1999 med pladen " ... Baby One More Time" med gennembrudsnummeret af samme navn. Albummet rummede også popsange som "(You Drive Me) Crazy" og "Sometimes".

Året efter udkom albummet "Oops! ... I Did It Again", der ud over albumtitelsangen også indeholdt numre som "Stronger" og "Lucky".

I 2007 - samme år, som det, der er blevet beskrevet som hendes sammenbrud, skete - udgav hun albummet "Blackout" med nummeret "Piece of Me" på.

Heri langede hun ud efter paparazzofotografer og sladderjournalister.

Siden fulgte pladen "Britney Jean" i 2013 og senest "Glory" fra 2016.

Ifølge flere internationale medier har Britney Spears solgt rettighederne til sine sange til pladeselskabet Primary Wave.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek