West Palm Beach, 02/05/2026 - 10:30
Trump spøger med at overtage Cuba efter krigen i Iran
Trump har før sagt, at "Cuba er det næste". Han har ikke uddybet sine planer for østaten.
Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Under en tale i byen West Palm Beach i Florida spøgte USA's præsident, Donald Trump, fredag aften med at "overtage" Cuba, efter at krigen i Iran er afsluttet.
Det skriver det amerikanske medie CNN.
- Vi afslutter først den ene – jeg kan godt lide at gøre arbejdet færdigt, sagde Trump om krigen i Iran.
- Vi gør det på vejen tilbage fra Iran – vi sender måske vores store – måske hangarskibet USS Abraham Lincoln, det største i verden. Vi lader det sejle ind og standse omkring 100 meter fra kysten, og så vil de sige: Mange tak, vi overgiver os, sagde han om de cubanske ledere.
Præsidenten så ud til at smile bredt, og hans bemærkninger affødte grin blandt publikum, beretter CNN.
Kommentarerne faldt, efter at Trump samme dag havde underskrevet et dekret, der udvidede de amerikanske sanktioner mod den cubanske regering og dens tilknyttede enheder.
Fredag aften dansk tid skrev Cubas udenrigsminister, at "vi afviser på det kraftigste de seneste ensidige tvangsindgreb, som den amerikanske regering har vedtaget".
- Disse handlinger demonstrerer en intention om endnu en gang at pålægge det cubanske folk kollektiv afstraffelse, skrev Bruno Rodríguez.
USA indledte 28. februar en krig mod Iran sammen med Israel.
Dertil har amerikanske styrker udført angreb mod både ud for Venezuelas kyst, og i januar væltede USA's militær landets daværende præsident, Nicolás Maduro, og tog ham til fange.
Det er alt sammen sket uden godkendelse fra Kongressen.
Trump har tidligere sagt, at "Cuba er det næste". Han har ikke uddybet, hvad hans planer for østaten er. Han har dog flere gange sagt, at han mener, at Cubas regering er ved at kollapse.
Tidligere på ugen blokerede Senatet i USA for en demokratisk resolution, der ville forhindre Donald Trump i at iværksætte militær handling mod Cuba uden en godkendelse fra Kongressen.
I USA's forfatning fremgår det, at det er Kongressen – og ikke præsidenten – som kan erklære krig. Det gælder dog ikke for mere kortsigtede operationer, eller hvis der er en umiddelbar trussel mod USA.
/ritzau/




