Brizon, 19/07/2026 - 21:07
Afklaret Vingegaard om Tour-exit: Mennesker laver fejl
Jonas Vingegaard afviser at spekulere i årsager til sit styrt, som søndag kostede ham Tour-deltagelsen.
Gonzalo Fuentes/Reuters
Af: /ritzau/
Det var med et smil på læben og en afklaret attitude, at Jonas Vingegaard søndag stillede sig til rådighed for TV 2 i kølvandet på sit Tour de France-exit.
Han er skuffet og ærgerlig over, at han styrtede og brækkede kravebenet i en rundkørsel, men har det samtidig "overraskende godt", fortæller han.
Ulykken indtraf på vej ud af en rundkørsel kort før 15. etapes afsluttende stigning, og Jonas Vingegaard forklarer, at han ikke kunne nå at reagere, da forhjulet skred under ham.
Siden styrtet har der været spekuleret i, hvorvidt en motorcykel havde bremset på et skidt tidspunkt og skabt panik blandt rytterne. Men den galej hoppede hovedpersonen ikke med på.
- Måske lavede motorcyklen en fejl, men vi kan ikke stole på motorcyklerne. Vi skal have vores egen dømmekraft, og vi lavede også en fejl. Mennesker laver fejl, og det kan vi ikke ændre på nu, siger han til TV 2 Sport.
Jonas Vingegaard afviser desuden at spekulere i, hvorvidt hans koncentration har været svækket, efter at han blev vækket af dopingkontrollanter klokken 02.00 natten før søndagens etape.
- Det har i hvert fald ikke gjort noget godt. Om det er årsagen, tør jeg ikke spå om. Jeg vil ikke skyde skylden på det, for det er cykelløb, og styrt sker i cykelløb, siger Jonas Vingegaard.
Inden for de kommende dage skal den danske cykelstjerne opereres, men det tager han med et smil.
- Det nytter ikke noget at hænge med hovedet. Det gør det bare værre, lød afskedssalutten i interviewet med TV 2.
Jonas Vingegaard lå på andenpladsen i Tour de France, da han udgik. Tadej Pogacar fører nu løbet med fem minutter ned til Remco Evenepoel, som vandt søndagens etape.
RITZAU




