København, 27/03/2026 - 21:14
Mette Frederiksen planlægger flere regeringsmøder i næste uge
Efter de første regeringsforhandlinger fredag inviteres partier til nye møder på Marienborg i den nye uge.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Syv partier har fredagen igennem været til regeringsforhandlinger hos fungerende statsminister og forhandlingsleder Mette Frederiksen i Statsministeriet, og flere er nu planlagt.
Tirsdag 31. marts og onsdag 1. april afvikles der flere møder mellem partierne. Tirsdag formiddag afholdes også bilaterale møder med de nordatlantiske medlemmer af Folketinget.
Det skriver Socialdemokratiet i en pressemeddelelse fredag aften.
Der har fredag været afholdt møder med SF, Enhedslisten, Radikale, Alternativet, Moderaterne, Venstre og De Konservative.
- Det har været konstruktive drøftelser, og de kommende dage bruges nu til opsamling på møderne samt uformelle og bilaterale sonderinger med partierne, skriver partiet på vegne af Mette Frederiksen, som er kongelig undersøger.
- Møderne vil omhandle dansk økonomi og Iran-krigens konsekvenser i forhold til priser, vækst og beskæftigelse, lyder det.
Der planlægges ikke møder søndag 29. marts, som ellers tidligere er meldt ud. Det samme er gældende i påskedagene, oplyser Socialdemokratiet.
/ritzau/




